Skotsk parlament ønsker ny afstemning om uafhængighed
Tilhængere af skotsk uafhængighed uden for parlamentet i Edinburgh tirsdag, hvor politikerne bakkede op om førsteminister Nicola Sturgeons ønske om en ny afstemning om skotsk uafhængighed fra Storbritannien. Foto: AP/Andrew Milligan
AP/Andrew Milligan
Skotlands førsteminister har fået mandat til at bede Storbritannien om en ny afstemning om løsrivelse.
Det skotske parlament bakker ved en afstemning tirsdag op om, at Skotland holder en ny folkeafstemning om uafhængighed.
Førsteminister Nicola Sturgeon ønsker, at den ny afstemning skal finde sted i slutningen af 2018 eller i 2019. Datoen skal fastlægges, når betingelserne for en britisk udmelding af EU står mere klart, siger hun.
69 skotske parlamentarikere stemte for og 59 imod. Det var på forhånd ventet, at parlamentet ville bakke op om førsteministerens køreplan.
Dermed har Sturgeon mandat til at bede det britiske parlament i London om lov til at begynde at forberede den nye folkeafstemning.
Men det er langt fra sikkert, at den britiske regering vil give tilladelse til en ny afstemning om uafhængighed.
Regeringen i London siger umiddelbart efter afstemningen i Edinburgh tirsdag aften, at den ikke vil gå ind i forhandlinger om at holde en ny afstemning om uafhængighed inden for de kommende to år.
- Det vil være uretfærdigt over for befolkningen i Skotland at bede dem tage en afgørende beslutning uden den nødvendige information om vores fremtidige forhold med Europa eller om, hvordan et uafhængigt Skotland ville se ud, hedder det i en meddelelse fra den britiske regering.
Premierminister Theresa May har flere gange givet udtryk for, at hun ikke mener, at der er behov for en ny afstemning i Skotland.
Det er ventet, at hun vil gøre, hvad hun kan for at udsætte afstemningen til efter, at Storbritannien har forladt EU.
De britiske vælgere stemte i juni for at forlade EU.
Onsdag ventes Theresa May at aktivere EU-traktatens udmeldelsesparagraf, artikel 50.
Blandt briterne som helhed ønsker et flertal at forlade EU, viste resultatet fra folkeafstemningen i juni.
Men skotterne er mere EU-begejstrede, og blandt de skotske vælgere er der et klart flertal for at blive i EU.
Skotterne havde i 2014 en afstemning om uafhængighed, hvor det endte med et snævert flertal for at forblive i Storbritannien.
Men med den kommende britiske udmelding af EU mener Nicola Sturgeon - og med hende et flertal i parlamentet - at præmisserne har ændret sig så betydeligt, at der er grundlag for at spørge de skotske vælgere igen, om de ønsker at forblive en del af Storbritannien.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde