Skovbrand i Oregon opsluger areal større end New York City
En stor sky ses over skovbrande i den vestligt beliggende amerikanske delstat Oregon i USA 16. juli. Foto: Payton Bruni/Ritzau Scanpix
Payton Bruni/Ritzau Scanpix
Hedebølge og stærke vindstød puster til skovbrande, der hastigt rykker frem i amerikansk delstat.
Enorme skovbrande æder sig igennem den amerikanske delstat Oregons skove og natur under varmt og tørt vejr i det vestlige USA.
Den største af brandene, som er blevet døbt "Bootleg"-branden, rykker cirka otte kilometer frem hver dag, på trods af at en hær af brandfolk forsøger at slukke den.
Alene lørdag opslugte branden knap 160 kvadratkilometer land.
Branden drives frem af stærke vindstød, og midt på eftermiddagen lørdag var omkring 1130 kvadratkilometer land brændt ned i alt som følge af den.
Dermed har branden hærget et skovareal, som er større end New York City, siden den begyndte 6. juni.
Over 2100 brandfolk samt mere end ti helikoptere og brandslukningsfly har fået omkring 22 procent af branden under kontrol.
Blot syv procent var under kontrol fredag, og der har således været en markant fremgang på en enkelt dag.
Særligt ved brandens vestlige side er der kommet mere styr på den. Men på kilometerlange stræk langs dens østlige og sydlige flanke vokser den stadig hurtigt og med stor fare for brandfolk og civile, som har måttet lade sig evakuere.
- Branden er stor, og den bevæger sig så hurtigt. Hver eneste dag rykker den mellem seks pg otte kilometer frem, siger Joe Hassel, som leder skovmyndighedernes del af indsatsen.
- En af de mange udfordringer, som vores brandfolk står med hver eneste dag, er at arbejde i nyt land med nye farer hele tiden.
"Bootleg"-branden befinder sig omkring 400 kilometer sydvest for delstatshovedstaden Portland i naturområdet Fremont-Winema National Forest. Årsagen til branden er fortsat ved at blive undersøgt.
Omkring 2000 mennesker er blevet evakueret. Mindst 21 hjem og 54 andre bygninger er indtil videre ødelagt. 5000 hjem er truede.
Hedebølgen i områderne, som har efterladt store dele af naturen knastør, er drevet af en højtryksryg, som har bygget sig op over ørkenområder i sydvestlige dele af USA.
Det varme, tørre vejr ventes at fortsætte søndag og mandag. I det sydlige Oregon og dele af Montana og Idaho kan temperaturerne nærme sig 38 grader.
Klimaforskere har længe sagt, at klimaforandringer forventes at øge hyppigheden af ekstreme vejrfænomener som for eksempel hedebølger.
Det er dog mere kompliceret end som så at knytte enkeltstående begivenheder til global opvarmning.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned