Skovbrande får Montenegro til at udsende nødråb
Skovbrand bekæmpes fra luften i en nationalpark ved Vesuv nær Napoli i det sydlige Italien. I Italien blev der mandag registreret over 1000 skovbrande. Der er samtidig mange skovbrande i Montenegro og Kroatien. Foto: /ritzau/AP/Cesare Abbate/arkiv
/ritzau/AP/Cesare Abbate/arkiv
Tørke og høje temperaturer har medført skovbrande en lang række steder i sydeuropæiske lande.
Montenegro har bedt om international hjælp til at få slukket store skovbrande, som har ført til evakueringer af mindst 100 turister.
Brandene hærger områder på halvøen Lustica på landets kyst ud til Adriaterhavet. I nabolandet Kroatien har skovbrande spredt sig til forstæder til kystbyen Split.
- Situationen på Lustica er kritisk. Indenrigsministeriet har anmodet EU's Civile Beskyttelses Mekanisme om assistance til at få slukket brandene, siger Montenegros regering i en erklæring.
Borgmestre fra truede kystbyer - Kotor, Tivat og Herceg Novi - har indtrængende bedt myndighederne om at bede om hjælp i nabolandene Kroatien, Bosnien og Serbien.
Brandene, der er blevet spredt af stærk vind siden søndag, har medført evakueringer af over 100 personer fra campingpladser.
I Kroatien blev et butikscenter i en forstad til Split evakueret mandag aften, da en skovbrand bredte sig ind til bebyggede områder. Byens losseplads stod også i flammer, rapporterer den statslige tv-station HRT.
Over en halv snes brande hærger i Split-området, hvor 500 brandfolk og soldater er sat ind i slukningsarbejdet.
I Italien blev der mandag registreret over 1000 skovbrande - deriblandt tre nær Roms strand ved Ostia, oplyser det italienske brandvæsen.
Brandene har særdeles gode betingelser. Store dele af Italien er ramt af tørke og temperaturerne er langt højere end normalt - tæt på 40 grader i de sydlige områder.
- Situationen er meget alvorlig. Rom må ikke overlades til selv at skulle klare denne miljøkrise, siger byens borgmester, Virginia Raggi.
Raggi siger, at brande i Rom måske er påsatte, og at flere personer tilbageholdes af politiet.
En mand blev dræbt som følge af brandene nær Napoli, oplyser SkyTG 24.
I sidste uge blev hundredvis af turister evakueret i både fra en skovbrand på Sicilien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned