Snigskytter fra Taliban, miner og bombefælder har taget noget af fremdriften ud af den offensiv, som udenlandske og afghanske soldater har indledt i Marjah-området i det sydlige Afghanistan.
Offensiven, hvor omkring 15.000 soldater deltager, blev indledt sent fredag, og de ledende officerer har indtil nu meldt om fremskridt på slagmarken.
Brigadegeneral Larry Nicholson, der kommanderer de amerikanske marineinfanterister i det sydlige Afghanistan, beskrev lørdag den første dag af Operation Mushtarak - der betyder "Sammen" - som "god". Han sagde, at et par tusinde marineinfanterister allerede er inde i Marjah.
Nu er han mere forsigtig. Under et besøg på en marinebase på den nordøstlige flanke af byen siger han, at hans mænd møder modstand fra Taliban.
- Vi er blevet beskudt af meget ild fra snigskytter, siger han og tilføjer, at minerydningsfartøjer har sprængt masser af miner og vejsidebomber.
Talibanoprørere har sagt, at de har lagt miner og bomber ud masser af steder i byen Marjah, og de kan være svære at finde.
Reuters skriver, at en stilling med marineinfanterister søndag pludselig kom under beskydning fra alle sider, da et afghansk flag blev hejst for at illustrere offensivens fremskridt.
Det er overvejende amerikanske, britiske og afghanske soldater, der er med i offensiven. Men også danske og estiske soldater er på slagmarken.
Oplysninger om tab er sparsomme. Lørdag meddelte den internationale Isaf-styrke, at fem Nato-soldater er dræbt. Tre af dem er amerikanere, der blev dræbt ved en vejsidebombe, men det er ikke klart, om det var i forbindelse med offensiven.
De to andre er en britisk og en amerikansk soldat, som er dræbt af henholdsvis en mine og skud i forbindelse med offensiven.
En afghansk general siger til Reuters, at der er dræbt mellem 30 og 35 talibanoprørere.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde