Skudt på Utøya - troede han var i Irak

- Jeg var sikker på, at jeg var i Irak, for jeg troede aldrig, at noget sådant kunne ske i Norge, forklarer han torsdag i Oslo Tingrett, hvor sagen mod den 33-årige terror- og drabstiltalte oprulles i retssal 250.

Den 21-årige iraker kom fra Bagdad til Norge for tre år siden. I retten beskriver han siddende i sin kørestol, hvordan Anders Behring Breivik begyndte at skyde på de unge mennesker ved pumpehuset på øen.

Mohamad lagde sig ned på jorden med hænderne beskyttende over hovedet og blev først skudt i benet og så i skulderen - og noget senere i maveregionen.

- Jeg prøvede at holde mig vågen, for jeg vidste, at jeg ikke ville vågne igen, hvis jeg mistede bevidstheden. Jeg begyndte at tale med mig selv og sagde: "Fint nok, nu skal jeg holde denne smerte ud. Jeg skal dø på et tidspunkt, men ikke på Utøya og ikke nu", forklarer han gennem sin tolk i retten.

Da Breivik havde forladt stedet, så han flere personer, der var maltrakteret af skud. Den 21-årige forklarer i retten, at han først begyndte at råbe om hjælp på sit modersmål, da han så en båd nærme sig.

- Jeg så døde mennesker omkring mig, og det føltes som en eksplosion, hvor kun jeg havde overlevet. Jeg troede først, at jeg var i Irak, for jeg tænkte, at det var helt umuligt, at noget sådant kunne ske i Norge, siger han og tilføjer:

- Men så forstod jeg, at det var forkert, så jeg begyndte i stedet at råbe på norsk.

Mohamed blev fragtet over til landsiden i en båd, hvor han mødte sin brors bedste veninde. Hun holdt ham vågen og forsikrede ham om, at broren ikke var kommet noget til. Da han kom til sygehuset, besvimede han og gik i koma.

- Jeg følte, at nu er min opgave færdig. Nu er jeg i lægens hænder, så nu kan jeg ikke holde det ud længere, siger den 21-årige, der var blandt de hårdest sårede på Utøya.

På sygehuset har han fået amputeret en arm og et ben efter at være blevet ramt af tre skud. Alligevel mener han, at gerningsmandens liv er værre end hans eget.

/ritzau/NTB