Skududveksling mellem det to Koreaer

Nordkorea og Sydkorea har udvekslet skud i farvandet ud for øen Baengnyeong, der kontrolleres af Sydkorea.

Klokken 01.00 dansk tid affyrede nordkoreanerne landbaseret artilleri ud mod Det Gule Hav, siger en talsmand for Sydkoreas forsvarskommando.

- Vores militær besvarede med det samme ilden, forklarer en rådgiver for Sydkoreas præsident til nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag erklærede Nordkorea "sejlads forbudt" i det omstridte territorium omkring Baengnyeong. Det blev set som et tegn på, at landet ville affyre artilleri eller kortdistance-raketter i Det Gule Hav.

Rådgiveren siger, at Nordkoreas artilleri landede nord for grænsen mellem de to lande. Sydkoreanerne skulle efter sigende have affyret skud mod ærkefjendens artilleri. Ingen kom til skade ved skududvekslingen. Der er heller ikke rapporter om materiel skade.

- Vores slagsmarksmanuel siger, at vi skal skyde efter ethvert indkommende, flyvende objekt, forklarer præsidentens rådgiver til AFP.

Det sydkoreanske militær besvarede ifølge Yonhap ilden fra Nordkorea ved at affyre såkaldte Vulcan-kanoner, der er på selve Baengnyeong. Kanonerne har en rækkevidde på tre til fire kilometer.

- Da Nord affyrede deres skud, skød der 20-30 søjler af vand op i luften, siger en unavngiven kilde til Yonhap.

Det Gule Hav var i både 1999 og 2002 skueplads for drabelige søslag mellem de to lande. Sydkorea og Nordkorea har ikke kunne nå til enighed om søgrænsen mellem sig, siden Koreakrigen sluttede i 1953.

I november 2009 overtrådte en nordkoreansk patruljebåd den af FN fastsatte søgrænse. Det resulterede i beskydning fra Sydkorea.

Sydkoreas præsident har indkaldt til møde med sine øverste sikkerhedsrådgivere, skriver Yonhap.

/ritzau/AFP

Nordkorea har affyret skud i farvandet ud for øen Baengnyeong, der kontrolleres af Sydkorea. Ærkefjenden har besvaret ilden, men ingen er kommet til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret