Skulle sættes fri: 57-årig spækhugger er død i akvarium
Spækhuggeren Lolita har været i fangenskab i over 50 år. Sidste år stoppede hun med at optræde, men fredag er hun død. (Arkivfoto). Foto: Nuri Vallbona/Ritzau Scanpix
Akvarium mener, at det var en nyrelidelse, der endte med at gøre det af med spækhuggeren Lolita fredag.
Lolita, en spækhugger, der har været i fangenskab i mere end 50 år, er fredag død i akvariet Miami Seaquarium.
Det oplyser akvariet på X, tidligere kendt som Twitter.
Der var ellers planer om, at spækhuggeren skulle slippes fri i den nærmeste fremtid.
Lolita, der også gik under navnet Toki, havde over de seneste par dage udvist tegn på stort ubehag, skriver akvariet.
Dyrlæger begyndte at behandle hende "omgående og aggressivt".
- På trods af, at hun modtog den bedst mulige medicinske behandling, gik hun bort fredag eftermiddag på grund af, hvad der menes at være en nyrelidelse, skriver akvariet.
Lolita blev 57 år, og har altså tilbragt størstedelen af sit liv i fangenskab.
Men i april i år blev akvariet enige med en dyrevelfærdsorganisation om, at Lolita skulle slippes ud i naturen igen i et habitat i den nordvestlige del af Stillehavet inden for de kommende to år.
Føderale og statslige myndigheder skulle godkende, at den 2,2 ton tunge spækhugger kunne flyttes. Det kunne tage måneder og år.
Lolita stoppede med at optræde i foråret sidste år, da Miami Seaquarium fik nye ejere. Hun har ikke været til offentligt skue siden da.
I løbet af de seneste måneder er hendes akvarium blevet opgraderet, så vandet filtreres bedre og temperaturen er mere passende.
Hendes pool var 24 meter lang, 11 meter bred og 6 meter dyb.
I 2013 udkom filmen "Blackfish", der satte fokus på spækhuggere i fangenskab. Filmen startede flere indsatser for at få spækhuggere sat ud i naturen igen.
Spækhuggere er meget sociale pattedyr, der kan blive op til 80 år gamle.
- Dem, der har haft privilegiet af at tilbringe tid sammen med hende, vil for evigt huske hendes smukke ånd, skriver akvariet på X om Lolita.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker