Slædehunde blev dopet inden verdens længste løb
For første gang i berømt væddeløb i Alaska med slædehunde er et hold blevet grebet i doping.
Et af holdene i verdens mest berømte løb for slædehunde havde inden dette års konkurrence i marts fået andet end hundefoder i madskålen.
Arrangørerne af det sagnomspundne Iditarod-løb i Alaska oplyser, at adskillige slædehunde er blevet testet positiv for et ulovligt stof.
Der er tale om et smertestillende lægemiddel ved navn Tramadol.
Hundene blev testet, efter at de havde krydset målstregen i det næsten 1600 kilometer lange løb i marts.
Løbsarrangørerne afviser at oplyse navnet på hundenes ejer, men Aaron Burmeister, der er bestyrelsesmedlem og selv tidligere deltager i løbet, fortæller, at kun de første 20 hold i mål bliver testet.
- Det er en skidt situation, siger han og forklarer, at alle de bedste hold dermed er under mistanke.
- Jeg håber, at hundeejeren selv står frem, siger han.
Arrangørerne begyndte at teste slædehunde for forbudte midler i 1994. Både op til og under selve løbet bliver hold testet efter tilfældighedsprincippet.
Men alle hold, der slutter i toppen, bliver testet ved afslutningen af løbet.
Op til to uger før løbet går i gang, opretter deltagerne depoter med foder til hundene langs hele ruten.
Derfor mener flere ifølge nyhedsbureauet AP, at en konkurrent muligvis står bag dopingen.
Aaron Burmeister tror ikke på spekulationerne.
- Hvorfor skulle en slædehundefører give en konkurrent et præstationsfremmende middel, siger han og oplyser, at det er første gang i løbets historie, at hunde er testet positiv for ulovlige stoffer.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker