USA's præsident, Barack Obama, vil have militæret til at spænde livremmen ind og reducere udgifterne til landets militær med 400 milliarder dollar (godt 2000 milliarder kroner) over de kommende 10 år.
Og det er et oplagt sted at spare for en demokratisk præsident, vurderer USA-ekspert Mads Fuglede.
- Der er især på sundhedsreformer, medicinudgifter og militæret, der kan spares, siger han og fortsætter:
- Det er vanskeligt for demokrater at pille ved de to første udgifter, fordi de er en helt grundlæggende del af demokraternes politik. Så militæret er der, hvor demokraterne kan finde mange penge uden at gøre deres eget bagland uroligt.
Der bliver dog ikke tale om en nem opgave for den amerikanske præsident, når besparelserne på militæret skal føres ud i livet.
- Det er vanskeligt, fordi det amerikanske militær er meget aktivt rundt om i verden og amerikanerne er stolte af det. Så de vil være kede af at spare på det område, siger han og fortsætter:
- Amerikanerne er simpelthen bange for at blive set som en svag nation.
Efter udmeldingerne fra Obama har der været tegn på splittelse i demokraternes egne rækker.
Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, mener, at de store besparelser i det amerikanske forsvarsbudget betyder, at USA må hjemkalde soldater og nedtone missioner rundt om i verden.
Obama har varslet med samlede nedskæringer på det offentlige budget på i alt fire billioner dollar - svarende til knap 21.000 milliarder kroner over de kommende 12 år.
Det kan med større sandsynlighed giver problemer i baglandet.
- Der er stemmer i det demokratiske parti, der har det svært med, at Obama nærmer sig den politiske midte. Og uroen hænger sammen med, at Obama ikke længere ser den offentlige sektor som løsningen på at skabe vækst, siger Mads Fuglede.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned