Sløv respons på skoleskyderi koster Uvalde-politichef jobbet
Flere familiemedlemmer til ofre for massakre på grundskole i Uvalde i Texas var til stede, da bestyrelsen for skolerne i distriktet onsdag besluttede at afskedige politichef. Foto: Jordan Vonderhaar/Ritzau Scanpix
Pårørende til ofre for skoleskyderi i Texas jublede, da politichef for skoledistrikt blev afskediget.
Efter et skoleskyderi med 21 dræbte i maj i byen Uvalde i Texas er politichefen for skolerne i distriktet, Pete Arredondo, blevet afskediget.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Arredondo er blevet kritiseret for at have reageret for langsomt på skyderiet.
I juli valgte han at trække sig som medlem af byrådet i Uvalde som følge af kritikken.
Pårørende til de 19 elever og to lærere, som blev dræbt i skyderiet på Robb Elementary School, brød ud i klapsalver, da distriktets skolebestyrelse onsdag enstemmigt stemte for at fyre Arredondo.
Han blev kort efter skyderiet 24. maj sendt hjem på "administrativ orlov" uden løn.
En officiel rapport fra et udvalg i den lovgivende forsamling i Texas konkluderede i juli, at Arredondo og de mange betjente, som blev sendt til grundskolen, reagerede "apatisk". Det skrev avisen Houston Chronicle.
Nogle politifolk vidste, at sårede elever var fanget inde i skolen sammen med gerningsmanden. Alligevel ventede de mere end 70 minutter på at konfrontere ham.
- På Robb Elementary School undlod de tilkaldte politifolk at følge deres uddannelse i aktive skudsituationer, og de prioriterede deres egen sikkerhed højere end at redde de uskyldige ofres liv, lød den hårde konklusion i rapporten.
Betjentene på stedet skulle ifølge rapporten have erkendt, at Pete Arredondo ikke kunne lede betjentene inde fra skolen på effektiv vis. Men ingen henvendte sig til at ham for at hjælpe til med at kommandere politistyrken.
Af en tidligere rapport om skyderiet fremgik det, at en politibetjent havde gerningsmanden på skudhold, men ikke trykkede på aftrækkeren.
Rapporten frikendte dog betjenten, fordi han begrundede beslutningen om ikke at skyde med, at han var bange for at misse sit mål og i stedet ramme børn.
Gerningsmanden bag massakren på grundskolen, en 18-årig mand, blev dræbt af politiet på skolen. Det skete cirka en time efter, at han havde affyret de første skud fra en halvautomatisk riffel.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker