Slovakisk premierminister kæmper for sit liv på operationsbordet
Robert Kalinak, der er forsvars- og vicepremierminister, er på pressemødet flankeret af indenrigsminister Matus Sutaj Estok. Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Robert Ficos tilstand er ekstremt alvorlig, oplyser forsvarsminister på pressemøde onsdag aften.
Slovakiets premierminister, Robert Fico, bliver onsdag aften opereret på fjerde time. Hans tilstand er meget kritisk, og han kæmper for sit liv.
Det oplyser Robert Kalinak, der er vicepremierminister og forsvarsminister i Slovakiet, på et pressemøde ifølge Reuters og BBC.
59-årige Robert Fico blev ramt af skud onsdag eftermiddag efter et regeringsmøde i byen Handlová.
- Det, der er sket i dag, er en skamplet, som vil forfølge os i mange år fremover, siger Robert Kalinak ifølge BBC.
- Men lige nu tænker vi alle på vores premierminister Robert Ficos tilstand.
- Vi håber, at han er stærk nok til at overkomme dette traume.
Der blev affyret fem skud, lyder det på pressemødet, hvor også indenrigsminister Matus Sutaj Estok deltager.
Myndighederne formoder, at der ligger et politisk motiv bag attentatforsøget.
Klokken 20 havde Fico været på operationsbordet i foreløbig tre en halv time.
Robert Kalinak takker ambulancereddere, læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som kæmper for premierministerens liv.
Indenrigsminister Matus Sutaj Estok siger, at myndighederne gør alt, hvad de kan, for at beskytte politikere og andre offentlige personer i Slovakiet.
Han mener, at angrebet på landets premierminister udspringer af et had, som viser sig mange steder på de sociale medier.
- Hvad der nu er begyndt, blev sået af mange af jer og af jeres had, siger Estok og opfordrer til ikke at besvare had med had.
Estok kalder angrebet for "et angreb på demokratiet".
- Dette er den sørgeligeste dag for demokratiet i Slovakiet, siger han.
Robert Fico er indlagt og bliver opereret på et hospital i byen Banska Bystrica. Han befandt sig længere mod øst, i byen Handlová, da han blev ramt af skud efter et regeringsmøde.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned