Sloveniens regering anerkender Palæstina som stat

Sloveniens premierminister, Robert Golob, har meddelt, at landets regering bakker op om at anerkende en palæstinensisk stat. (Arkivfoto). Foto: Harry Nakos/Ritzau Scanpix

Sloveniens regering anerkender ligesom flere andre lande en palæstinensisk stat. Parlament skal stemme om det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den slovenske regering går i fodsporene på flere andre europæiske lande og støtter anerkendelsen af en palæstinensisk stat.

Det har premierminister Robert Golob sagt på et pressemøde torsdag, skriver Reuters.

- I dag (torsdag, red.) har regeringen besluttet at anerkende Palæstina som en uafhængig og suveræn stat, lød det fra Golob i hovedstaden Ljubljana.

Landets parlament skal efter planen stemme om det tirsdag i næste uge, har parlamentsformand Urska Klakovar Zupancic oplyst ifølge AFP.

Meldingen kommer, efter at Spanien, Norge og Irland i sidste uge meddelte, at de vil anerkende Palæstina som stat. Et skridt, som Sverige allerede tog i 2014.

Imens trådte anerkendelsen fra de tre lande i kraft tirsdag. Med den står 145 ud af de 193 lande i FN bag en palæstinensisk stat.

Tidligere i maj stemte Danmark for en FN-resolution, der opfordrede til et palæstinensisk medlemskab af FN.

Ifølge Mette Frederiksen (S) stemte Danmark for at give palæstinenserne en stemme i det internationale samarbejde.

Hun sagde ved samme lejlighed, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat fra dansk side kun kan ske som en del af en tostatsløsning.

Efter meldingen fra den slovenske premierminister har Israel hurtigt reageret.

Landets udenrigsminister, Israel Katz, skriver på X, at regeringens beslutning om at anbefale, at parlamentet anerkender en palæstinensisk stat blandt andet "belønner Hamas" for blandt andet "mord og voldtægt".

Det ødelægger også "det tætte venskab mellem det slovenske og israelske folk," mener han.

- Jeg håber, at det slovenske parlament afviser denne anbefaling, lyder det fra udenrigsministeren på det sociale medie.

Israel har erklæret, at landet vil eliminere Hamas med krigen i Gaza.

Krigen blev iværksat som modsvar på Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023. Her blev cirka 1200 mennesker dræbt, og 250 personer blev taget som gidsler. Det viser israelske optællinger ifølge Reuters.

Næsten 130 gidsler menes fortsat at blive holdt som gidsler i Gazastriben, skriver nyhedsbureauet.

/ritzau/