Få dage efter Dominique Strauss-Kahn blev anholdt, som følge af påståede seksuelle overgreb på en stuepige i New York, blev stuepigerne på Sheraton New York kaldt sammen til et møde med ledelsen.
Ifølge Beverly Banton, en af stuepigerne på hotellet, forsikrede ledelsen de ansatte om, at den på ingen måde vil acceptere lignende opførsel fra sine gæster, og skulle det ske, så skal det omgående indberettes til ledelsen.
Men sådan har det bestemt ikke altid været på visse af de mange hoteller i New York. Det fortalte flere hotelmedarbejdere i forbindelse med en demonstration mandag foran den retsbygning, hvor Strauss-Kahn erklærede sig uskyldig i anklagerne mod ham.
Ofte blev klager fra de ansatte over uanstændig opførsel fra hotelgæsterne fejet ind under gulvtæppet.
Banton fortæller, at hun selv var udsat for et seksuelt overgreb år tilbage, da en gæst begyndte at gramse på hendes bryster inde på hans hotelværelse. Sikkerhedsfolk fjernede gæsten fra hotellet, men politiet blev ikke inddraget.
- I de tider ville ledelsen sige, "gæsterne kommer først". Der er mange stuepiger, som har været udsat for noget tilsvarende, og ikke fortalt om det. Men nu er det kommet frem, og jeg håber det skabe forandringer. Det skal det, siger Banton.
Four Seasons, et andet luksushotel i New York, holdt i sidste uge et møde med sit personale for at opfriske medarbejderne om holdningen til sexchikane.
- Baseret på det, der er sket, ville vi bare sikre os, at personalet føler sig sikkert og godt til tilpas, forklarer Tiffani Cailor fra Four Seasons.
Efter Strauss-Kahn blev anholdt den 14. maj er stuepigerne på det hotel, han boede på, Sofitel, blevet udstyret med alarmknapper for at forhindre en gentagelse af franskmandens påståede overgreb.
Sammenslutningen af hoteller i New York overvejer desuden at inddrage de ansattes fagforeninger for at drøfte eventuelle tiltag, der kan sikre medarbejderne bedre end hidtil.
Den tidligere chef for Den Internationale Valutafond risikerer at skulle tilbringe op til 25 år i en amerikansk fængselscelle, såfremt han dømmes skyldig.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub