Slutspurt: Obama og Romney kæmper om svingstater

Republikaneren Mitt Romney og USA's præsident, Barack Obama, fortsætter i de sidste dage af valgkampen med at gøre sig til over for de tvivlende vælgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har centreret valgkampens slutspurt til en håndfuld af USA's 50 delstater.

- Tre dage til, tre dage til, lød det taktfast lørdag morgen lokal tid i delstaten New Hampshire, da Romney, den republikanske udfordrer til Obama, holdt endnu et valgmøde og opfordrede sine tilhængere til at overbevise tvivlende naboer om, at vejen frem for USA er Romney i Det Hvide Hus.

- Efter fire års skuffelser kræver det en ny retning at løse Amerikas problemer, skrev Romney i et indlæg i avisen Wall Street Journal.

Obama har brugt det meste af den forgangne uge i de østlige stater på at overvåge hjælpearbejdet efter superstormen Sandy.

- Der er ikke noget, der er vigtigere end at få det gjort ordentligt, sagde han om hjælpearbejdet, inden han fløj til Ohio for at fortsætte sin valgkamp.

Ohio er som New Hampshire, Colorado, Virginia, Nevada og et par andre delstater såkaldte svingstater, hvor det ifølge meningsmålinger ligger lige på vippen, hvem der vinder.

Valget er sådan, at vælgerne vælger valgmænd. Den kandidat, der vinder flest valgmænd i en delstat, vinder staten.

Så det er her, at slutspurten i valgkampen vinder sted, og selv om USA er et kæmpe land, så viser en situation lørdag, hvor intenst opgøret er.

Da var der planlagt valgmøder med begge kandidater med seks timers mellemrum i byen Dubuque i delstaten Iowa.

En stribe meningsmålinger siger, at Obama har et knebent flertal i delstaterne Ohio, Iowa, Nevada og Wisconsin, og det skulle, siger målingerne, være nok til at give ham den endelige sejr på tirsdag.

Hvis altså der ikke indtræffer overraskelser andre steder.

/ritzau/Reuters