Småkurrer på tråden på EU-Kina topmøde
Kinas premierminister Wen Jiabao roser i forbindelse med et topmøde torsdag i Bruxelles EU for at være "på rette spor" med at løse gældskrisen, samtidig med at han lover fortsat kinesisk støtte til de trængte eurolande.
Wen siger dog også, at han "dybt beklager", at EU stadig nægter at anerkende Kina som en markedsøkonomi, og at EU opretholder våbenembargoen, der blev indført efter demokratioprøret i Kina i 1989.
Men torsdagens topmøde mellem Kina og EU i Bruxelles bliver i nogen grad overskygget af flere handelsstridigheder samt det faktum, at Wen har snoet sig uden om at møde pressen.
Talsmænd for både EU-Kommissionen og for EU-Rådet har forud for topmødet gjort det klart, at det er kineserne, der har stået i vejen for, at journalister kunne få mulighed for frit at stille spørgsmål til Wen.
- Det lod sig ikke gøre at enes om betingelser, der gjorde det muligt at holde det pressemøde, vi gerne ville have gennemført, lød forklaringen onsdag fra EU-Kommissionens cheftalskvinde Pia Ahrenkilde Hansen.
Den internationale presseklub, API, beskriver i et brev til sine medlemmer, at Kina insisterede på selv at vælge 25 deltagende kinesiske pressefolk, mens EU også kunne stille med 25, heriblandt 10 fotografer. Og der måtte kun stilles fire spørgsmål.
Det ville ifølge API's formand Ann Cahill åbne for "diskrimination af journalister, der repræsenterer holdninger, de (kineserne, red.) ikke bryder sig om".
Der har flere gange tidligere været uenighed om betingelserne for pressemøder med kinesiske topfolk på besøg i Bruxelles.
I 2010 fik kineserne aflyst et pressemøde, efter at europæiske journalister havde overtalt sikkerhedsfolkene til at åbne dørene for regeringskritiske kinesiske journalister, som først var blevet nægtet adgang til lokalet.
EU er Kinas største eksportmarked, og Kina er EU's næststørste handelspartner efter USA med en samlet handel sidste år til en værdi af 3200 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned