Smugling af øgler får Indonesien til at lukke ø for turister
Komodovaraner er verdens største nulevende øgleart, som kun lever på en række øer i Indonesien. Foto: Romeo Gacad/Ritzau Scanpix
Romeo Gacad/Ritzau Scanpix
Ulovlig smugling af komodovaraner får myndighederne i Indonesien til at lukke en populær turistø i et år.
Øen Komodo i Indonesien bliver lukket for turister i hele 2020.
Det oplyser de indonesiske myndigheder til lokale medier, skriver CNN.
Beslutningen om at lukke for adgangen til den populære turistdestination skyldes, at der i stigende grad er blevet smuglet komodovaraner fra øen.
Det har tidligere været omtalt i lokale medier, at myndighederne har overvejet at lukke øen.
Og nu er beslutningen truffet, skriver den lokale avis Tempo ifølge CNN.
Fra januar 2020 vil turister således ikke kunne få adgang til Komodo, siger Marius Jelamu, der er talsmand for provinsen Nusa Tenggara Timur.
Beslutningen er ifølge Tempo truffet som en reaktion på, at der i marts er blevet smuglet intet mindre end 41 komodovaraner fra øen.
De skal tilsammen være blevet solgt for 500 millioner indonesiske rupiah. Det svarer til omkring 233.000 kroner.
I en anden sag er fem smuglere blevet pågrebet for at have solgt fem komodovaraner på Facebook for mellem 15 og 20 millioner rupiah.
Marius Jelamu oplyser, at lukningen skal give myndighederne mulighed for at tage vare på naturen på øen samt øens komodovaraner.
Komodovaranen er verdens største nulevende øgleart.
Dyrene er berygtede for deres giftige bid og deres enorme størrelse. De bliver normalt mellem to og tre meter lange.
Ifølge WWF Verdensnaturfonden er komodovaranen også den farligste øgle, da det er den eneste øgle, der kan dræbe store dyr såvel som mennesker.
Der lever mere end 5000 komodovaraner fordelt på øerne Komodo, Rinca, Gili Motang samt i det vestlige og nordlige Flores. Det viser tal fra Unesco.
Det er dog ifølge Tempo kun øen Komodo, der skal lukkes for turister.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet