Snapchat vil opsige hver femte medarbejder
Selskabet bag Snapchat må spænde livremmen ind, og det kommer til at ramme cirka en femtedel af 6400 ansatte.
Snap - selskabet bag det sociale medie Snapchat - foretager en omstrukturering og vil reducere medarbejderstaben med 20 procent.
Det bekræfter selskabet onsdag.
Snapchat har skarp konkurrence fra andre apps som TikTok og kæmper med omsætningen og nylige underskud i kvartalsregnskaberne.
Selskabet har i alt cirka 6400 medarbejdere, og de fik onsdag en kedelig besked.
- Vi må nu tage konsekvensen af den lavere omsætningsvækst og tilpasse os til markedet, siger administrerende direktør Evan Spiegel i en meddelelse til medarbejderne.
Det indebærer, at vores "hold skal reduceres med cirka 20 procent", skriver han.
Det var Tech-mediet The Verge, der som det første medie skrev, at der var voldsomme nedskæringer på vej i selskabet.
Omstruktureringen vil ifølge Evan Spiegel fokusere på tre strategiske områder:
- Brugervækst, omsætningsvækst og udvidet virkelighed (AR eller Augmented Reality, red.), skriver han.
Projekter, som ikke bidrager til det, skal stoppes eller tilføres et væsentligt mindre beløb, fortsætter han.
Blandt andet stopper integrationen af apps udviklet af tredjeparter - også kaldet Minis. Også Snap Originals-programmer stopper.
Ligesom andre sociale medier har Snap været ramt af, at annoncørerne har måttet spænde livremmen ind.
Derudover har ændringer i Apples privatlivspolitik gjort det sværere at målrette reklamer. Det har ramt salget af dyre, men meget målrettede reklamer på det sociale medier.
Snapchat var især i de tidlige år et hit blandt mange yngre smartphonebrugere. Videoer sendt på tjenesten forsvinder, efter at man har sendt dem. Mange benytter sig af særlige effekter, der kan ændre ens udseende i videoerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker