Sneen skaber frustrationer for flyrejsende

Tusindvis af fly- og togafgange er aflyst rundt om i Europa på grund af store mængder af sne og is. Derfor er tusinder strandet i lufthavne og på togstationer.

Kun ganske få fly er lettet natten til tirsdag fra Europas mest travle lufthavn Heathrow i London. Luftfartsselskabet British Airways advarer sine passagerer om, at de muligvis må droppe deres rejseplaner i julen.

Heathrow har advaret rejsende om, at de kan forvente kaos til efter juledag. En tredjedel af alle flyvninger forventes gennemført indtil onsdag morgen

- Det er klamt. Vi har været her i kulden i det samme tøj siden fredag, fordi vi ikke har vintertøj med, når vi rejser til Australien, siger 65-årige Marian Perkins, der er strandet i Heathrow, til nyhedsbureauet AFP.

Pludseligt snefald skabte tirsdag morgen massive problemer i lufthavnen i Frankfurt. Lufthavnen melder om "betydelige forsinkelser og flyaflysninger", og fra fem-tiden tirsdag var det hverken muligt at gennemføre flyvninger eller landinger. Først efter tre og en halv time kunne flyvningerne genoptages lidt før klokken ni, oplyser en talsmand for lufthavnen til nyhedsbureauet dpa.

Op imod 1000 midlertidige senge er blevet sat frem til de mange strandede passagerer, mens der arbejdes på at fjerne sne- og is fra start- og landingsbanerne.

Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris måtte mandag aflyse 30 procent af alle afgange, skriver cnn.com. Det samme var tilfældet i Orly-lufthavnen.

Eurostar-forbindelserne mellem London, Bruxelles og Paris kører fortsat på stærkt begrænset kapacitet, og mange hundreder mennesker står fanget i lange køer.

I Holland er Schiphol-lufthavnen oppe på fuld kapacitet, mens der hersker kaos og forsinkelser i Bruxelles, hvor lufthavnen dog nu skulle have nok afisningsvæske.

/ritzau/

Lufthavne i Storbritannien, Tyskland og Frankrig oplever masser af forsinkelser og aflysninger på grund af snefald.

Offentliggjort Sidst opdateret