Snesevis er dræbt i nye israelske angreb i Libanon
En mand går gennem murbrokkerne i Beiruts sydlige forstæder søndag - to dage efter det luftangreb, der dræbte Hizbollah-leder Hassan Nasrallah. Foto: Stringer/Reuters
14 sundhedsmedarbejdere er blandt de dræbte i israelske angreb mod Libanon siden fredag, oplyser ministerium.
Det foreløbige tabstal efter israelske angreb i Libanon søndag er opjusteret til 105 i alt.
Det oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge Reuters.
Det er inklusive 33 mennesker, som er dræbt i regionen Baalbek-Hermel i det østlige Libanon. I et andet israelsk angreb mod byen Ain Deleb i det sydlige Libanon er 32 mennesker dræbt.
Yderligere syv er dræbt i Marjayoun i det sydlige Libanon.
Af en separat meddelelse fra ministeriet fremgår det, at 14 sundhedsmedarbejdere er blevet dræbt siden fredag.
Det var den dag, lederen af den shiitiske Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah, blev dræbt i et israelsk angreb.
I Bekaadalen, der ligger i det østlige Libanon nær grænsen til Syrien, har det israelske militær bombet tæt ved et hospital.
Det har tvunget hospitalet til at lukke midlertidigt, oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.
Ministeriet fordømmer angrebene og betegner dem som et brud på folkeretten.
- Det er velkendt, at sundhedspersonale ikke deltager i kampe. De bringer de døde til deres sidste hvilested og plejer de sårede, indtil de kommer på hospitalet. Ønsker Israel endeløse blodsudgydelser?, lyder det i en meddelelse.
Efter at Hizbollah i næsten et år har skudt raketter hen over grænsen mod Israel, har det israelske militær i denne uge indledt en større militærindsats mod mål flere steder i Libanon.
Israel har erklæret, at formålet med offensiven er at presse den militante bevægelse væk fra grænsen, så titusinder af fordrevne israelere kan vende hjem til deres huse i det nordlige Israel.
Dødstallet på libanesisk side er steget til over 1600 i løbet af det seneste år. Alene i den seneste uge er over tusind mennesker dræbt i israelske angreb i Libanon.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker