Snevejr dræber to japanske turister i Kina

To kvindelige, japanske turister er omkommet, og en tredje er meldt savnet efter at være blevet fanget i en pludseligt opstået kraftig snestorm under et besøg på Den Kinesiske Mur, skriver statslige kinesiske medier mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

De to kvinder på henholdsvis 62 og 68 år er bekræftet døde, men en 76-årig japansk mand fortsat er meldt savnet på et sneklædt bjerg i nærheden af Muren i Kinas nordlige Hebei-provins ifølge en erklæring fra lokalregeringen, skriver nyhedsbureauet Xinhua.

En anden japansk turist og en kinesisk mand, der arbejder for en japansk turoperatør, er indlagt til behandling på et lokalt sygehus, tilføjer Xinhua.

Gruppen indledte en bestigning af bjerget fra Beijing-siden som del af en rejse til Den Kinesiske Mur lørdag morgen.

De blev fanget af uvejret natten mellem lørdag og søndag efter at være nået frem til det bjergrige område i Huailai-regionen i naboprovinsen Hebei, hedder det videre i erklæringen.

Ligene af de to omkomne, japanske turister blev fundet søndag efter klokken 19 lokal tid.

Kraftigt snevejr har i weekenden fejet hen over Kina, og det mest ekstreme vejr ramte lørdag aften Beijing, Hebei og den nordlige region i Indre Mongoliet.

Beijing var tvunget til at udstede det næsthøjeste alarmtrin for snestorme lørdag aften, og den kinesiske hovedstad blev ramt af en usædvanlig tidlig snestorm.

I løbet af 24 timer indtil søndag morgen var der faldet 5,8 centimeter nedbør i form af regn, slud og sne, oplyser Xinhua.

Hundredvis af biler sad fast i sneen i Beijing over weekenden.

Myndighederne i Kina har åbnet for byens fjernvarme forud for den planlagte åbning 15. november skriver den statslige avis, China Daily.

/ritzau/AFP