Sød musik lyder mellem Sverigedemokraterna og konservative
Lederen for Moderaterna i Sverige, Ulf Kristersson (tv), har under sit første direkte møde med Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, diskuteret fremtidigt samarbejde. - Vi har haft et konstruktivt første møde", siger Åkesson. Foto: Ritzau Scanpix/Free
Ritzau Scanpix/Free
Ledere for Moderaterna og Sverigedemokraterna taler samarbejde. Velsignelse for begge partier, siger Åkesson.
Lederen for de svenske konservative, Ulf Kristersson, har onsdag haft sit første direkte møde med lederen af det højrenationale Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson.
Begge var enige om, at det var på høje tid, og at det kan varsle et tættere samarbejde mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, skriver nyhedsbureauet TT
Situationen har forandret sig, siger Kristersson, som havde inviteret Åkesson til et møde på sit kontor.
- Ja, svensk politik er forandret helt fra grunden. Vi har fået en meget mærkelig regering, som ikke er enige om retningen, og som efterlader sig store uløste problemer.
- Så må vi, som vil løse problemerne i konkrete sager, se, om vi kan løse det, siger han.
Jimmie Åkesson siger til svensk tv, at et samarbejde "vil være en velsignelse for begge partier".
- Min bedømmelse er, at det var et konstruktivt første møde, siger han.
Under mødet diskuterede de to hårdere straffe til bandemedlemmer, en ny indvandringspolitik og atomkraft ifølge Åkesson.
De to nævner ikke et muligt kommende regeringssamarbejde. Men Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, mener, at noget er på spil.
- Det virker, som om Moderaterna overlader taktstokken til Sverigedemokraterna, siger han.
Löfven minder om, at Ulf Kristersson for to år siden forsvor et samarbejde med Sverigedemokraterna.
Flere meningsmålinger viser, at Sverigedemokraterna lige nu er det næststørste parti i Sverige kun overgået af Socialdemokraterna.
Den borgerlige alliance brød sammen efter valget sidste år. Her valgte Liberalerna og Centerpartiet i stedet at støtte en mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Det var for at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse.
Alternativet havde været en borgerlig regering, der måtte støtte sig til Sverigedemokraterna.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker