Regeringen i Irak vil nu gå rettens vej for at forsøge at få dømt en amerikansk marinesoldat for drabene på 24 civile irakere i byen Haditha i 2005.
Sergent Frank Wuterich, som stod i spidsen for en gruppe på otte soldater, slipper med at blive degraderet til menig. Han får desuden 90 dages hæfte, som han efter aftale med anklagemyndigheden ikke skal afsone.
Soldaten har erkendt et enkelt tilfælde af pligtforsømmelse, men har indgået en aftale med anklagemyndigheden, der betyder, at den frafalder sigtelserne for drab på de 24 irakere.
19 af dem blev dræbt i forskellige huse, som de amerikanske soldater trængte ind i, mens de fem sidste ofre passerede forbi i en bil.
10 af de dræbte var kvinder og børn, der blev skudt på klos hold. Nogle af dem havde forskanset sig i et soveværelse i et af de huse, soldaterne trængte ind i.
Foruden Frank Wuterich er de øvrige syv i gruppen alle blevet frikendt for deres rolle i blodbadet, og afgørelserne har bragt sindene i kog i Irak.
- Vi mener ikke, at straffen er i overensstemmelse med den forbrydelse, der blev begået, siger Ali al-Moussawi, der er talsmand for den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki.
- Vi vil fortsat gå rettens vej for at kæmpe for rettighederne for de af vore borgere, der er blevet ofre for vilkårligt skyderi, uden at de har gjort noget forkert, siger al-Moussawi uden at uddybe, hvilke retslige skridt der er tale om.
I Haditha er indbyggere og efterladte chokerede over de meget milde domme.
- Det er en straf, man giver for småkriminalitet. Men at dræbe 24 mennesker og så kun få tre måneders straf? Det er et overgreb mod menneskeheden, siger Khalid Salman, der er advokat for nogle af de efterladte.
Frank Wuterich selv udtrykte i en udtalelse tirsdag beklagelse over, hvad der var foregået i Haditha 19. november 2005, men fastholder, at han "ikke er en børnemorder".
Inden domsafsigelsen sagde hans forsvarsadvokat, at Wuterich "ikke er ond, han er anstændig og moralsk".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned