Soldater og politifolk dræbt ved to angreb i Tyrkiet
Bilbombe ved politistation i Gaziantep rammer flere politifolk. Kurdiske militante dræber soldater i anden by.
To politifolk meldes dræbt og flere andre er såret efter et bombeangreb uden for et politihovedkvarter i den tyrkiske by Gaziantep.
Den lokale guvernør, Ali Yerlikaya, oplyser, at 23 mennesker blev såret, heriblandt 19 politifolk.
Oprindeligt blev en enkelt politimand meldt dræbt ved angrebet, men i løbet af dagen steg dødstallet til to.
Ifølge tv-stationen CNN Turk blev der hørt skud samtidig med eksplosionen ved politistationen, og en anden bil kørte derfra.
Tyrkisk politi har ransaget et hus i Gaziantep, hvor den formodede gerningsmand bag bilbomben bor. Sikkerhedskilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at den mistænkte er tilknyttet Islamisk Stat. Hans far er anholdt, og nu skal dna-prøver vise, om der er en forbindelse til bilbomben.
Tv-billeder viser, at vragdele fra en bil ligger nær politistationen, og at flere ambulancer og brandvæsenet er kommet til stedet.
Eksplosionen kunne mærkes flere kilometer væk, og vinduer i de nærliggende bygninger er blevet knust.
Gaziantep, der ligger ved grænsen til Syrien, er den sjette største by i Tyrkiet. Et stort antal syriske flygtninge opholder sig i byen, og tyrkisk politi foretager med jævne mellemrum aktioner i byen for at anholde formodede militante fra Islamisk Stat.
Søndag blev tyrkiske sikkerhedsstyrker ligeledes mål for et angreb i den kurdiske del af Tyrkiet. Det skete i byen Nusaybin, der ligger et par hundrede kilometer øst for Gaziantep.
Her angreb militante kurdere en gruppe tyrkiske soldater. Tre blev dræbt og 14 andre såret, oplyser hæren i en meddelelse.
En række selvmordsangreb har ramt Tyrkiet i år. To af dem har fundet sted i landets største by, Istanbul, og menes at have den yderliggående bevægelse Islamisk Stat som afsender.
En militant kurdisk gruppe har taget skylden for to andre angreb, som har fundet sted i hovedstaden, Ankara.
Tyrkiet har også oplevet en række angreb fra venstreorienterede grupper, som især har været rettet mod politi- og sikkerhedsstyrker.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet