Soldaterne: Sådan blev bin Laden dræbt

En ny amerikansk bog kommer med en alternativ forklaring på, hvordan al-Qaeda-lederen Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske marinesoldater fra "Seal Team Six".

Bogen "Seal Target Geronimo" bygger på beretninger fra en række af de soldater, der deltog i missionen mod bin Laden. Her fortæller de blandt andet, at terrorlederen brugte sin yngste kone Amal som menneskeligt skjold, skriver avisen New York Post.

Forklaringerne i bogen står i kontrast til den officielle version af drabet på bin Laden.

Ifølge forfatteren Chuck Pfarrer, tidligere befalingsmand i Seal Team Six, var de amerikanske specialstyrker ikke i ildkamp med bin Ladens familiemedlemmer og støtter, som den amerikanske regering tidligere har forklaret.

Den eneste menneskelige forhindring, som soldaterne mødte på bin Ladens gemmested i den pakistanske by Abbottabad, var terrorlederens søn Khalid, som angreb amerikanerne, men blev dræbt på stedet.

Da Seal Team Six sparkede døren ind til bin Ladens soveværelse, så de kun terrorlederen og hans yngste kone Amal. Hun råbte:

- Nej, nej, gør det ikke. Det er ikke ham!

Modsat USA's tidligere forklaring var bin Laden ikke bevæbnet, da soldaterne nåede frem til soveværelset. Der lå dog et våben ved sengens hovedgærde.

Da bin Ladens så soldaterne, skubbede han konen mod dem, samtidig med at han kastede sig i retning af våbnet.

Pfarrer skriver, at der blev affyret fire skud, hvoraf to ramte terrorlederen.

- Den ene ramte i brystbenet og sprængte hans aorta. Den anden gik gennem hans hoved og dræbte ham omgående, skriver forfatteren.

USA's præsident, Barack Obama, gav marinesoldaterne ordre til at angribe huset i Abbottabad den 2. maj, selvom efterretninger ikke havde bekræftet 100 procent, at bin Laden befandt sig på stedet.

/ritzau/

Amerikanske marinesoldaterne blev ikke beskudt, da de dræbte verdens mest eftersøgte mand Osama bin Laden.

Offentliggjort Sidst opdateret