Som den sikre kilde til nyheder gør radioen comeback i Gazastriben

Der er blevet lavet særkanaler, som de fordrevne indbyggere i Gazastriben kan lytte til, så de kan holde sig opdaterede om den seneste udvikling i krigen mellem Hamas og Israel. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

Med meget begrænset adgang til strøm i Gazastriben er det næsten umuligt at følge med i nyheder på tv eller telefoner. Batteridrevne radioer bliver revet væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Før krigen brød ud i Gaza, samlede radioerne blot støv i Mahmud al-Daoudis butik.

Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at de pludselig ville blive revet ned af hylderne. Men nu er efterspørgslen skyhøj, fordi de batteridrevne transistorradioer er en af de få sikre kilder til nyheder.

Strømafbrydelser har længe været en del af hverdagslivet i Gazastriben.

Men områdets 2,4 millioner indbyggere oplever nu også længere perioder helt uden strøm som følge af krigen mellem Hamas og Israel.

Det er nu umuligt at sætte computer eller tv til strøm, oplade telefoner eller komme på internettet, hvis ikke man har adgang til generatorer eller solpaneler. En luksus, som de færreste i Gazastriben har råd til.

Men der er altid den batteridrevne radio, som flere og flere nu tyr til for at holde sig opdateret.

- Vi havde et helt fyldt lager, men vi har haft fuldstændig udsolgt siden første uge af krigen, siger 33-årige al-Daoudi.

Radioerne er blevet revet ned fra hylderne i butikker i Gazastriben. De lange perioder uden strøm betyder, at radioerne, som kører på batterier, er særdeles eftertragtede. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

Når telefoner løber tør for strøm, og internettet er nede, er "radioen den eneste måde at finde ud af, hvad der sker", siger han.

Den lange batterilevetid er endnu et plus, tilføjer han, mens han står i sin butik i Rafah i den sydlige del af Gazastriben.

Før krigen brød ud 7. oktober, da Hamas angreb Israel og dræbte 1200 personer og tog 240 gidsler, kostede en radio, hvad der svarer til små 50 kroner.

Nu koster de mere end det dobbelte.

- Vi har endda gensolgt halvødelagte radioer, som folk har returneret til os.

Når radioerne er revet ned fra hylderne, spørger kunderne efter gamle telefoner med indbygget radio og lommelygte. Funktionen med lommelygte er en velkommen hjælp, når mørket falder på.

- Nu er vi også ved at løbe tør for telefoner, siger al-Daoudi.

Palæstinensiske mænd drøfter situationen, mens de lytter til nyheder på radioen i en flygtningelejr i Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

Der kommer ikke nye radioer på lager lige foreløbig. Det er kun nødhjælp i meget begrænset omfang, der får lov at komme ind i det palæstinensiske område.

Heller ikke i Hussien Abu Hashems butik er der flere radioer tilbage.

- Folk vil følge med i nyhederne. De vil høre, hvor bombardementerne finder sted, og kende deres pårørendes skæbner, siger han.

Ifølge FN er 1,9 millioner af de 2,4 millioner palæstinensere i Gazastriben fordrevne som følge af krigen.

Mange lever i midlertidige lejre i syd, hvor de klarer sig igennem dag for dag. Blandt dem er Umm Ibrahim, som lever i en lejr i den sydlige by Khan Yunis.

- Jeg ved ikke, hvad der sker omkring os, hvor bombardementerne finder sted, hvilke huse der rammes, hvem der er i live, hvem martyrerne er.

- Vi vil høre nyheder fra hele Gaza. Når batteriet løber tør på min radio, går jeg rundt i lejren og lytter til andre folks radioer, siger han.

Radiostationer som BBC og Al Jazeera har lanceret særkanaler, som skal hjælpe de fordrevne palæstinensere med at følge med i, hvad der foregår omkring dem.

Uden for sit telt lytter 37-årige Salah Zorob til radio på sin telefon.

- Verden rykker fremad med moderne teknologi, men her i Gaza rykker vi baglæns.

- De ender med at tage os tilbage til stenalderen, siger han.

/ritzau/AFP

Krigen mellem Hamas og Israel

* Omkring 1200 personer blev dræbt, og mindst 3000 såret, da Hamas 7. oktober angreb flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.

* Derudover blev 240 personer taget til fange af Hamas. Over 100 af dem er siden blevet løsladt. Det skete i forbindelse med en fangeudveksling under en midlertidig pause i kampene, som begyndte 24. november og varede til 1. december.

* Ved angrebet 7. oktober brød Hamas-krigere gennem grænsehegnet mellem Israel og Gaza. Samtidig blev hundredvis af raketter affyret fra Gaza mod Israel.

* Angrebet fik Israels regering til at iværksætte en militær offensiv med daglige bombardementer mod Hamas i Gaza. Siden fulgte også en landoffensiv.

* Ifølge Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, er knap 20.000 personer, primært kvinder og børn, blevet dræbt i israelske angreb mod Gaza.

Kilder: Reuters, Haaretz og The Economist.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu