Somalia ramt af værste græshoppe-plage i årtier
En somalisk bonde går blandt tusindvis af græshopper på en mark i udkanten af byen Dhusamareb i det sydlige Somalia lørdag. Foto: Feisal Omar/Reuters
Feisal Omar/Reuters
Fødevareforsyning i Somalia og Etiopien er truet af græshopper. Nogle steder er folk begyndt at spise dem.
Somalia plages af den værste græshoppe-invasion i mere end 25 år. Det får somaliske landmænd til at bede deres egen regering og det internationale samfund om hjælp til at bekæmpe plagen.
- Græshopper har allerede ædt vores græsarealer, så nu kæmper vi for i det mindste at redde vores gård, hvor vi har plantet vandmelon og bønner. Vi kan ikke beskytte dem, fortæller Jamad Mohamed, en bonde nær byen Dhusamareb, til nyhedsbureauet Reuters.
Insekterne har foreløbig ødelagt 70.000 hektar landbrugsarealer i Somalia og nabolandet Etiopien.
Dermed er fødevareforsyningerne i de to lande truet, advarede FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, tidligere på ugen.
Situationen er langt værre end først antaget, skriver FAO i en pressemeddelelse, og den er blevet forværret af et uvejr, der har ramt regionen.
- Hvis vi ikke griber ind, vil græshopperne formentlig sprede sig til vigtige områder med afgrøder i det sydlige Somalia, Djibouti, Eritrea og det nordøstlige Kenya, skriver FAO.
En anden somalisk bonde i Dhusamareb-regionen fortæller, at han allerede har mistet alle sine afgrøder.
- Græshopperne har fortæret hele området og er nu nået frem til vores gård for at æde vores planter, siger bonden, Jirow Qorhere.
- Nu er det slut, vi har ikke mere mad tilbage at give til vores børn, og vi har ikke mulighed for at købe fra markedet, siger han til Reuters.
Andre steder, der er invaderet af de enorme græshoppesværme, er man begyndt at indfange insekterne og spise dem.
Billeder på sociale medier og tv viser somaliere, der tilbereder og spiser græshopperne, der angiveligt smager godt, skriver nyhedsbureauet dpa.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker