Somaliske oprørere lover nye terrorangreb

Somalias islamistiske al-Shabaab-oprørere truer med nye terrorangreb i kølvandet på en bilbombe i Mogadishu, der tirsdag kostede over 70 mennesker livet.

Truslen blev viderebragt onsdag af al-Shabaabs talsmand, Ali Mohamud Rage, på oprørsbevægelsens egen radiostation.

- Vi lover, at angreb på fjenden vil være hverdagskost. De vil blive flere i antal, og dette antal vil stige dag for dag, sagde Rage i sin tale, der blev udsendt på Radio Al-Andalus.

Ud over de mindst 70 dræbte blev flere end 50 såret ved terrorangrebet i Somalias hovedstad tirsdag.

Blandt de dræbte var mange civile, og mange af dem var unge studerende, der var taget til regeringsbyen for at gå til eksamen.

Flere af dem stod i kø for at søge stipendier til deres studier, da bilbomben eksploderede, siger øjenvidner.

Nødhjælpsarbejdere i Somalia siger, at angrebet kan få følger i lang tid fremover. De havde håbet, at FN snart kunne vende tilbage til Mogadishu for at koordinere nødhjælpen til ofrene for hungersnøden i regionen. Men terrorangrebet undergraver håbet om snarlig FN-tilstedeværelse.

Al-Shaabab, der har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, trak sig ud af den somaliske hovedstad i august. Her havde de forsøgt at vælte den vestligtstøttede regering.

Siden har den islamiske oprørsbevægelse trukket sig tilbage til de områder i det sydlige og centrale Somalia. Al-Shabaab kontrollerer fortsat store dele af det sydlige og centrale Somalia, der også plages af hungersnød.

/ritzau/AFP

Oprørsbevægelsen al-Shabaab truer med nye terrorangreb i Somalia efter tirsdagens blodige bilbombe.

Offentliggjort Sidst opdateret