Søn af spansk skuespiller dømt for drab og partering i Thailand
En thailandsk betjent fører skuespillersønnen Daniel Sancho Bronchalo ind til retsmøde. (Arkivfoto). Foto: Somkeat Ruksaman/Ritzau Scanpix
Kok hævdede, at der udbrød slåskamp, da han blev forsøgt voldtaget. Men domstol finder ham skyldig i drab.
Den 30 år gamle kok og skuespillersøn Daniel Sancho Bronchalo er blevet fundet skyldig i drab på en colombiansk plastikkirurg på en turistø i Thailand.
Det har en thailandsk domstol torsdag besluttet.
Sancho idømmes fængsel på livstid.
Sagen har fået stor opmærksomhed i Spanien, da Daniel Sancho er søn af den kendte spanske skuespiller Rodolfo Sancho.
Daniel Sancho har hævdet, at han dræbte colombianeren Edwin Arrieta Arteaga i selvforsvar.
Forsvaret har udtalt, at Arrieta forsøgte at tvinge Sancho til sex, og at de to sloges.
- Han forsøgte at voldtage mig, og vi kæmpede, har Sancho sagt i en meddelelse bragt af det spanske medie El Mundo.
Men en thailandsk domstol finder, at der var tale om overlagt drab.
Sancho har erkendt, at han forsøgte at gemme liget ved at partere det og gemme det både på øen Koh Phangan og i havet.
Bussakorn Kaewleeled, som er advokat for offerets familie, siger, at familien er tilfreds med udfaldet af retssagen.
- Sagsøgeren er tilfreds med dommen, fordi han kommer i fængsel på livstid, og de modtager økonomisk kompensation, siger Bussakorn.
- Dommen er blevet afsagt. Begge parter har ret til at anke ifølge thailandsk lov, fortsætter advokaten.
Thailand har stadig dødsstraf for visse forbrydelser, herunder overlagt drab. Men landet gennemfører sjældent henrettelser. Den seneste fandt sted i 2018.
Arrietas familie havde forud for dommen sagt, at den ønskede en livstidsstraf til Daniel Sancho.
- Lad ham blive efterladt i Thailand, så han kan tage sig tid - al den tid, som Gud giver ham til at leve i - til at tænke over, hvad han gjorde, har Darling Arrieta, offerets søster, udtalt i en HBO-dokumentar.
Kokkens far, Rodolfo Sancho, er blandt andet kendt for sine roller i spanske tv-serier. Mange spanske journalister var fløjet til Thailand for at følge sagen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde