Sopranos-stjerne er død under ferie i Rom
Den prisbelønnede skuespiller James Gandolfini, som er kendt fra den amerikanske gangster-serie "The Sopranos", er død i en alder af 51 år. Det rapporterer flere amerikanske medier.
Ifølge tv-kanalen HBO, som stod bag Sopranos, er han død under en ferie i Rom - muligvis af hjertestop, lyder det.
James Gandolfini var i hovedrollen som den voluminøse gangsterboss Tony Soprano nærmest synonym med serien, der vrimler med bizarre situationer, når Tonys ualmindelige levevej krydser hans forsøg på at skabe et almindeligt familieliv.
Serien er blevet kaldt det mest cool, veldrejede og velspillede amerikanske tv-drama nogensinde.
Hele tre gange er Gandolfini blevet hædret med en Emmy-pris for portrættet af den jævnt hen stressede, deprimerede, lykkepillespisende og psykiateropsøgende gangsterfar.
Galdolfini havde rundet de 35 år, da han på sit job på en bar på Manhattan blev foreslået af en af sine venner at tage skuespilundervisning.
Og som han har sagt: - Jeg tog et par timer og syntes, det var meget sjovt ...
Mere end 20 filmtitler er det siden blevet til på cv'et, blandt andet "Get Shorty" og "The Man Who Wasn't There".
Men ikke mindst rollen som Nick Murder i John Turtorros bindegale musicalromance "Romance and Cigarettes" fra 2006, hvor Galdolfini både synger, danser og har heftig sex med Kate Winslet.
I 2007 producerede han tv-dokumentaren "Alive Day Memories: Home from Iraq", hvor han interviewer 10 sårede veteraner fra krigen i Irak.
I 2010 stod Gandolfini bag endnu en tv-dokumentar "Wartorn: 1861-2010", hvor han analyserer posttraumatisk stress' indflydelse på soldater og deres familier op igennem Amerikas historie.
Blandt hans seneste optrædener kan også nævnes en rolle i spillefilmen "Zero Dark Thirty".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned