Sørgende har sovet foran Peterspladsen før pavebegravelse
Folk står i kø på Via della Conciliazione nær Vatikanet lørdag morgen. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Folk har i løbet af natten sovet i medbragte soveposer foran Peterspladsen før lørdagens begravelse af paven.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hundredvis af mennesker har sovet foran portene til Peterspladsen forud for lørdagens begravelse af pave Frans.
Det fremgår af billeder fra nyhedsbureauet Reuters.
Folk har i løbet af natten ligget i soveposer på området foran Peterspladsen og på nærliggende fortove forud for begravelsen, der begynder lørdag formiddag klokken 10.
BBC berettede klokken 06.35, at de første mennesker er blevet lukket ind på Peterspladsen, nogenlunde samtidig med at solen er stået op.
En af de mange, der har ligget i kø, er irske Catherine, der har medbragt puder, tæpper, solcreme og regntøj.
Annonce
- Man ved aldrig, hvad man skal forvente i Rom på denne tid af året, siger Cathrine til BBC.
Den irske kvinde fortæller, at hun er rejst til pavens begravelse for at ære ham og hans mangeårige arbejde.
Folk ligger i kø forud for lørdagens begravelse af pave Frans. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Pave Frans, der har været pave siden 2013, døde mandag klokken 07.35 af et slagtilfælde og efterfølgende hjertestop.
Den åbne kiste har siden onsdag stået i Peterskirken i Rom. Omkring 250.000 besøgende har lagt vej forbi kirken for at tage deres afsked med paven.
Fredag aften blev dørene til Peterskirken lukket, ligesom kisten blev lukket og forseglet.
Pave Frans har valgt at blive stedt til hvile i basilikaen Santa Maria Maggiore, der ligger cirka fire kilometer fra Vatikanet.
Det er første gang i mere end hundrede år, at en pave bliver begravet udenfor Vatikanet.
Paven har bedt om at blive begravet i en simpel trækiste.
Flere verdensledere deltager i begravelsen - blandt andre USA's præsident, Donald Trump, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der allerede fredag var forbi kisten for at mindes paven.
Flere har medbragt soveposer, mens de venter ude foran Peterspladsen. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltager også. Det samme gør Javier Milei, som er præsident i pave Frans ' hjemland Argentina.
Annonce
Dronning Mary er Danmarks eneste officielle repræsentant ved ceremonien.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker