Sorte skyer truer britisk bryllup

Mens briterne for alvor er ved at komme i bryllupsstemning, ser det ikke ud til at vejret vil være lige så venligt stemt over for prins William og Kate Middleton, der fredag skal giftes i London.

Tirsdag var storbyen præget af overskyet og blæsende vejr, og ifølge meteorologerne kan fredagen meget vel byde på samme type vejr, måske endda med regn.

- Det sydlige Storbritannien vil sandsynligvis opleve overskyet himmel med regn af og til fredag, siger en talskvinde fra det britiske meteorologiske institut til nyhedsbureauet AFP og fortsætter:

- I London er der risiko for en del regn, men der kan godt være nogle lysere mellemspil til tider. En rask nordøstlig vind, kan betyde, at det vil føles temmelig køligt.

Også tordenvejr kan være på vej til det kongelige brudepar, mener meteorolog Aisling Creevey fra MeteoGroup.

Det ventes, at tusinder af briter vil strømme til gaderne omkring Westminster Abbey, hvor vielsen skal foregå, ligesom mange vil stå langs den rute, som parret og den kongelige familie efterfølgende kører tilbage til Buckingham Palace.

Ifølge planen skal parret køre i en åben karet, men hvis regnen siler ned, bliver det i stedet i en lukket glaskaret - i øvrigt den samme som prins Williams mor, prinsesse Diana, kørte i, da hun i 1981 blev viet til prins Charles.

AFP/ritzau/

Det kongelige bryllup i London risikerer at blive ramt af både regn og torden. Tusinder ventes på ruten.

Offentliggjort Sidst opdateret