Søster hylder henrettet krigsfanges urokkelige mandsmod
Henrettet ukrainsk krigsfange var ikke bange for at stå op mod russerne, siger hans søster.
Ukraines militær har identificeret en krigsfange, som russiske soldater angiveligt henretter i en video, der florerer på sociale medier.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Soldaten, identificeret som Tymofij Sjadura, har været savnet siden 3. februar efter kampe omkring Bakhmut i det østlige Ukraine.
Ukrainske styrker har endnu ikke bjærget soldatens lig fra området, som russiske styrker ifølge Reuters besætter.
Til BBC siger soldatens søster, hvis navn mediet ikke bringer, at hun også mener, det er ham.
- Min bror ville helt sikkert være i stand til at stå op mod russere på den måde, siger hun.
På videoen kan Tymofij Sjadura høres råbe "Slava Ukraini", - groft oversat til "længe leve Ukraine" - før han bliver skudt af ukendte gerningsmænd.
- Han var aldrig bange for at sige sandheden - selv over for fjenden, siger soldatens søster.
Den 12 sekunder lange video, der blandt andet florerer på det sociale medie Twitter, viser den ubevæbnede soldat i uniform med et ukrainsk gradstegn.
Videoen viser ham stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han angiveligt bliver ramt af skud og falder til jorden.
En stemme kan efterfølgende høres sige "dø, kælling" på russisk.
Videoens autenticitet er ikke blevet bekræftet, men den bliver mødt med fordømmelse af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Vi skal i fællesskab svare på hans udråb: længe leve helten, længe leve heltene. Længe leve Ukraine. Vi vil finde drabsmændene, siger han.
Ukraine påbegyndte mandag en efterforskning af sagen, der ifølge statsanklager Andrij Kostin er et tegn på Ruslands systematiske tilsidesættelse af folkeretten.
- Selv krigen har sine egne love. Ruslands kriminelle regime ignorerer systematisk folkeretten. Men før eller siden vil straffen falde, siger han.
Ruslands forsvarsministerium har ikke kommenteret hændelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker