Søvndal fordømmer terrorangreb i Nairobi
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tager afstand fra terrororganisationen al-Shabaabs terrorangreb på Westgate shopping center i Nairobi i Kenya, hvor foreløbig 59 personer menes omkommet, mens 300 er såret.
- Jeg fordømmer terrorangrebet i Nairobi, hvor uskyldige mennesker helt meningsløst bliver dræbt, såret og holdt som fanger. Jeg udtrykker min dybeste medfølelse med de pårørende, med det kenyanske folk og med den kenyanske regering, siger Villy Søvndal.
Westgate er et populært shopping centre for vesterlændinge og kenyansk middelklasse. Der opholdt sig godt tusind mennesker i centret, da angrebet begyndte lørdag.
Der er ifølge lokale medier taget gidsler.
- Regeringen fordømmer den slags angreb, hvor vi ser dem. Desværre stikker terroren alt for ofte sit ansigt frem, siger Villy Søvndal.
Han påpeger, at Danmark samarbejder med Kenya om at bekæmpe terrorisme og piraterier. Kenya er et af Danmarks "helt centrale samarbejdslande", siger Villy Søvndal.
- Kenya bidrager til stabilitet og den afrikanske styrke i Somalia. Kenya har påtaget sig et stort regionalt ansvar og huser langt over en halv million somaliske flygtninge, siger udenrigsministeren.
- Det er helt urimeligt at Kenya nu selv rammes af denne meningsløse terror rettet mod uskyldige civile, siger Villy Søvndal.
Desuden fordømmer han et terrorangreb i Pakistan mod en kirke, hvor der søndag blev dræbt mere end 70 personer, mens 120 personer er blevet såret.
- Jeg fordømmer på det kraftigste dagens afskyelige angreb mod en kristen kirke i Pakistan, siger Villy Søvndal.
- Jeg har meget stor sympati med religiøse mindretal, som ofte lever under vanskelige vilkår. Det gælder også de kristne. Det er afgørende at de bakkes op og beskyttes også fra myndighedernes side, udtaler Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned