Søvndal: Israel og Gaza skal stoppe volden
Foto: Menahem Kahana /Scanpix
Menahem Kahana /Scanpix
Våben er ikke vejen frem imellem Israel og Gaza, hvor begge parter bør sikre, at gensidige bomber ikke ender som krig. Vejen frem er at forhandle en to-stats-løsning, hvor palæstinenserne anerkender Israel, men samtidig får en stat.
Sådan siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om, at en midlertidig våbenhvile fredag blev brudt, da israelske kampfly angreb Gaza under den egyptiske premierministers besøg, så to palæstinensere ifølge den palæstinensiske organisation Hamas blev dræbt .
- Jeg fordømmer angreb på uskyldige civile på begge sider. Det er helt afgørende, at man ikke har to standarder. Intet argument på denne klode berettiger til at tage uskyldige mennesker som gidsel i en krig, siger Villy Søvndal.
Israel har indkaldt 30.000 reservister efter adskillige raketangreb fra Gaza mod Israel helt til hovedstaden Tel Aviv.
Ifølge talsmanden for premierminister Benjamin Netanyahu brød nye raketangreb fra Gaza mod flere mål i Israel den midlertidige våbenhvile i området.
- Det tragiske ved Mellemøst-konflikten er, at de mest ekstreme på begge fløje har en interesse i, at en konflikt eskalerer. Det er helt afgørende, at vi styrker de besindige som den palæstinensiske præsident Abbas, siger Villy Søvndal.
Våbenhvilen trådte i kraft fredag morgen, da Egyptens premierminister, Hisham Kandil, kom til Gaza for at vise sympati med palæstinenserne i enklaven. Villy Søvndal har lige været til møde med den Arabiske Liga i Kairo og håber, at Egypten kan mægle i konflikten.
- Der er brug for, at man både taler til Israel og Hamas og beder dem nedskalere disse krigshandlinger, som ikke fører noget tættere på en politisk løsning, men tværtimod fjerner dem, siger udenrigsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker