Søvndal om eskalering i Egypten: Dybt bekymrende
Egyptisk militær angreb tidligt onsdag morgen en protestlejr ved Al-Nahda-pladsen i Kairo. Det Muslimske Broderskab melder, at over 120 tilhængere af den afsatte præsident Mursi er blevet dræbt i det brutale angreb.
Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), er chokeret over dagens eskalering i den egyptiske konflikt.
- Det er dybt bekymrende, og jeg tager kraftigt afstand fra det. Jeg tror, det er vigtigt, at hele verden tager kraftigt afstand fra den anvendelse af vold, der sker nu, siger Villy Søvndal.
- Det er sikkerhedsmyndighederne, der har ansvaret for, at folk får lov til fredeligt at gå ud og demonstrere, mødes og forsamles. Det er en grundlæggende demokratisk rettighed.
Spørgsmål: Er der ikke en grænse for, hvor længe Vesten kan blive ved med blot at fordømme det egyptiske militær. Skal der ikke snart handles?
- Jo, men en del af Vestens handlinger er, at melde klart ud til Egypten, at vi tager kraftigt afstand fra voldsanvendelsen. Vi må endnu en gang opfordre dem til ikke at søge en konfrontation men søge den dialog, der er en forudsætning i så et delt samfund.
Udenrigsministeren påpeger desuden, at den egyptiske økonomi lider hårdt under konflikten. De udenlandske investeringer, som er en forudsætning for, at Egypten kan komme videre, udebliver
- Og turisterne bliver selvfølgelig skræmte, når de ser sådan nogle billeder, som vi har set i dag. Det kan enhver jo forstå, siger Villy Søvndal.
En talsmand for EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, opfordrede tirsdag de egyptiske myndigheder til straks at indstille al voldsanvendelse.
Og Villy Søvndal vurderer, at især EU har en mulighed for at mægle i konflikten.
- Jeg tror, at EU har en mulighed for at spille en rolle netop fordi, at EU har rigtigt gode forhold til de forskellige dele af det egyptiske samfund. Og derfor kan EU måske netop spille den mæglerrolle, der er helt afgørende.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker