Søvndal respekterer udskældte frifindelser i Haag
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tager det seriøst, at en dansk dommer ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag har beskyldt tribunalet for at lade krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien gå fri.
Han beder dog alle parter om at respektere domstolens arbejde.
- Det er klart, at dommerens mail rejser en række alvorlige temaer, men det er også vigtigt at bemærke, at bemærkningerne er sendt som privatperson og som led i en privat mailveksling uden nogen hensigt om offentliggørelse, siger han i mail til Ritzau.
Reaktionen kommer efter kritik fra professor, dr.jur. Frederik Harhoff, der er dybt bekymret over, at FN-domstolen på det seneste har frifundet flere personer, der var øverstbefalende under borgerkrigen i Jugoslavien i begyndelsen af 1990'erne.
Og retspræsidenten for domstolen har ifølge Harhoff udøvet massivt pres mod meddommerne for at lade de serbiske og kroatiske topofficerer slippe for straf.
Det skriver den danske topdommer ifølge BT i et fortroligt brev, der er sendt til 56 personer.
- Fra dansk side lægger vi meget stor vægt på det arbejde, som tribunalet er sat til at udføre, siger ministeren.
- Vi anser det for et vigtigt element i den fortsatte forsoning mellem parterne i borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og bestræbelserne på at skabe stabilitet og fremgang i regionen, siger Villy Søvndal og tilføjer:
- Sammen med vores EU-partnere opfordrer vi alle parter til at respektere domstolens arbejde og fortsætte retsopgøret.
Ministeren understreger dog, at der er tale om et internationalt FN-tribunal med en uafhængig dommerstand, hvis konkrete afgørelser han af principielle grunde ikke kan gå nærmere ind i.
- Hvis jeg gjorde det, ville jeg bryde med det helt afgørende princip om domstolens uafhængighed, som jo netop er det princip, vi forventer, at alle andre lande respekterer, siger han.
I november 2012 frifandt appelretten i Haag to kroatiske topofficerer, som ellers var blevet idømt henholdsvis 18 og 24 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. Og i februar fik en højtstående serber også lov til at gå fri.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet