Søvndal: USA bør afskaffe sine kemiske våben
Det er ikke kun Assad-regimet i Syrien, som råder over kemiske våben. Også Danmarks allierede USA har kemiske våben, og det bør der laves om på, mener udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, modtager i år Nobels fredspris, og i forbindelse med annonceringen fredag formiddag i Oslo sagde Thorbjørn Jagland, formand for Nobelkomitéen, at også USA og Rusland skal se at komme af med deres kemi-våben.
- Det er jeg helt enig i. Jeg synes, hele verden bør overveje, efter at vi har set konsekvenserne ved anvendelsen af kemiske våben, at gå videre med afskaffelsen af kemiske våben, siger Villy Søvndal til Ritzau.
Kemiske våben er forbudt i henhold til en FN-konvention, som de fleste af verdens lande, herunder Danmark, har tiltrådt.
- Jeg vil opfordre til, at man alle steder, hvor der er kemiske våben, anerkender, at det er masseødelæggelsesvåben af en type, der bryder med al logik og alle regler, der er sat for brug af våben i denne verden, siger Villy Søvndal.
Ifølge udenrigsministeren forhindrer Danmarks nære forhold til USA, blandt andet på det sikkerhedspolitiske område, ikke, at vi kan belære amerikanerne, når det gælder besiddelsen af kemiske våben.
- Det er netop også allierede, man kan give det gode råd at kigge på reglerne for krigsførelse, og der synes jeg bestemt, at det er på sin plads, at vi også gør det fra dansk side, siger Villy Søvndal.
Udenrigsministeren bifalder i øvrigt Nobelkomitéens valg af OPCW som modtager af fredsprisen.
- Jeg synes, det er et modigt valg, men også et rigtigt valg. OPCW er helt central i forhold til at befri Syrien for de kemiske våben, siger Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker