Søvndal: Vi skal ikke bevæbne Syriens opposition

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Danmark vil ikke bakke op om et britisk ønske om at slække på EU's våbenembargo mod Syrien, så det bliver muligt at støtte oppositionen med våben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det slår udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fast på vej ind til torsdagens udenrigsministermøde i Bruxelles, hvor ministrene blandt andet skal drøfte spørgsmålet om våbenembargoen, der udløber 1. marts.

- Vores vej er den politiske vej, og ikke en militarisering.

- Hvis ikke der sker noget, har vi ingenting 1. marts. Men det er klart vores ønske, at vi fastholder våbenembargoen. Jeg tror ikke på, at konflikten kan løses alene militært, siger Søvndal, der medgiver, at der er forskellige holdninger i EU-kredsen.

Spørgsmålet om en forlængelse og eventuelt justering af våbenembargoen, så det bliver muligt at bevæbne oppositionen, kommer først til beslutning på næste udenrigsministermøde 18. februar.

Men den britiske udenrigsminister, William Hague, har flere gange tidligere gjort det klart, at han synes, man skal være åben for muligheden af at sende våben til de grupper, der kæmper mod præsident Bashar al-Assad.

- Vi retter vores indsats mod en fredelig, politisk løsning. Vi giver en del praktisk hjælp til oppositionsgrupper, men ikke våben - og det har vi endnu ikke besluttet at lave om på.

- Men vi ønsker fleksibiliteten til - om nødvendigt - at ændre det, sagde Hague for to uger under et besøg i New Zealand.

Ønsket om at bevæbne oprørerne får yderligere vægt af rapporter om, at den syriske regering fortsat får våben fra Rusland.

Det antyder blandt andre den hollandske udenrigsminister, Frans Timmermans, torsdag i Bruxelles.

Timmermans siger, at han også er bange for en optrapning af den væbnede konflikt.

- Men på den anden side må man også være realistisk og tage hensyn til, at én part i konflikten får våben internationalt.

- Koalitionen (oppositionen, red.) er stadig mere frustreret over det faktum, at deres modstandere får international støtte, når de ikke selv gør. Jeg kan godt se problemet, siger Timmermans.

/ritzau/