SpaceX mister forbindelse til rumskib under testaffyring
- Vi har mistet al kommunikation med rumskibet - det fortæller os, at der har været en fejl på den øverste del af raketsystemet, siger kommunikationschef i SpaceX Dan Huot. Foto: Eric Gay/Ritzau Scanpix
SpaceX har for syvende gang testet Starship-raketsystemet. Rumfartsselskabet har mistet kontakten til rumskib.
Rumfartsselskabet SpaceX har mistet forbindelsen til et Starship-rumskib, som selskabet sent torsdag aften sendte ud i rummet.
Dermed måtte SpaceX afbryde den første test, hvor Starship skulle have forsøgt at opsende prøvesatellitter fra rummet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Testaffyringen var rumfartsselskabets syvende af Starship-raketsystemet.
Klokken 23.38 dansk tid lettede raketsystemet fra affyringsrampen i Boca Chica, der ligger i en amerikanske delstat Texas.
Raketsystemet består af to dele - et rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og løfteraketten Super Heavy, som er lavet til at kunne lande igen og blive genbrugt.
Selve rumskibet var to meter længere end ved den seneste testaffyring. Rumskibet havde desuden været gennem flere opgraderinger siden den seneste testaffyring, oplyste SpaceX forud for opsendelsen.
Efter opsendelsen adskilte rumskibet sig planmæssigt fra hjælperaketten Super Heavy.
Få minutter efter adskillelsen oplyste Dan Huot, der er kommunikationschef i SpaceX, at man havde mistet forbindelsen til rumskibet.
- Vi har mistet al kommunikation med rumskibet - det fortæller os, at der har været en fejl på den øverste del af raketsystemet, siger Huot på en direkte webcast.
Rumskibet skulle efter planen havde foretaget en kontrolleret landing i Det Indiske Ocean en time efter opsendelsen.
I mellemtiden vendte Super Heavy planmæssigt tilbage til affyringsrampen, hvor den sikkert blev grebet af rampens arme.
Det er anden gang, at denne manøvre lykkes for SpaceX i forbindelse med testaffyringerne af Starship-raketsystemet. I alt har SpaceX forsøgt at gribe hjælperaketten tre gange.
Planen er, at "Starship" skal kunne bruges af den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, til at bringe astronauter til Månen for første gang siden 1972.
Det sker som led i Artemis III-missionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde