Spanien kan overgå Grækenland i antal migranter fra havet
Siden årsskiftet er omkring 8200 migranter kommet til Spanien ved at rejse over havet, viser FN-tal.
Spanien kan i år ende med at overhale Grækenland på antallet af migranter, der ankommer til landet via havet.
Det vurderer FN's migrationsagentur, IOM.
Onsdag blev badegæster på en strand i det sydlige Spanien noget chokerede, da en sort gummibåd skyllede op på kysten, og dusinvis af migranter sprang ud og satte i løb.
Samme dag ankom flere migranter på jetski til den spanske enklave Ceuta, der ligger i det nordafrikanske land Marokko.
Torsdag morgen oplyste den spanske kystvagt, at den havde reddet ti afrikanske mænd i en båd ud for Tarifa i det sydlige Spanien.
Og listen fortsætter.
I kolde tal er næsten 8200 migranter ankommet via havet i Spanien fra årets begyndelse og frem til 6. august.
Det tal er næsten tre gange så mange som i 2016, oplyser IOM-talsmand Joel Millman.
Og selv om migranterne, der ankommer til Spanien, er få sammenlignet med Italien, nærmer landet sig altså stille og roligt niveauet i Grækenland.
Her er omkring 11.700 ankommet med både i samme tidsperiode.
- Det er muligt, at Spanien overgår Grækenland i går, siger Joel Millman.
- Hvis det er tilfældet, vil det være en stor forandring, tilføjer han.
Mange migranter rejser i dag mod Europa fra lande syd for Sahara.
For mange betyder det, at de skal krydse Saharaørkenen og det nordafrikanske og yderst ustabile land Libyen, inden de kan begive sig ud i både over Middelhavet mod Italien.
Det får, mener IOM, et stigende antal til at vælge en anden rute.
- Vi går ud fra, at noget af forandringen skyldes det faktum, at ruten (mod Spanien, red.) betragtes som en sikker rute gennem Marokko og frem til kysten, siger Joel Millman.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker