Spanier forsvinder i Iran under vandretur til VM i Qatar

Santiago Sanchéz er en 41-årig mand med en ambitiøs mission: At vandre fra den spanske hovedstad, Madrid, til VM i Qatar. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

En spansk mand har ikke givet lyd fra sig, siden han vandrede ind i Iran på sin ambitiøse rute til VM i Qatar.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 41-årig spansk vandrer er ikke blevet hørt fra, siden han krydsede grænsen til Iran på en ambitiøs rute fra Spaniens hovedstad, Madrid, til fodbold-VM i golfstaten Qatar.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Manden, som hedder Santiago Sanchéz, er sidst blevet set i Irak, efter at han havde vandret gennem 17 lande. Sanchéz havde allerede på daværende tidspunkt delt utallige billeder på sin Instagram-profil over de forrige ni måneder.

Men pludselig stoppede de ellers regelmæssige opdateringer 1. oktober.

Det var den dag, han krydsede Iraks grænse til Iran mod nordøst - en region, der kendt for sine mange konflikter.

Det seneste billede på hans Instagram-profil viser ham siddende med et barn i en by i det nordlige Irak.

Mandens familie siger til AP, at hans daglige opdateringer på beskedtjenesten WhatsApp også er stoppet.

- Vi er dybt bekymrede, vi kan ikke stoppe med at græde, min mand og jeg, siger mandens mor, Ceilia Cogedor.

Ifølge AP er manden en erfaren soldat og vandrer.

De spanske myndigheder oplyser til AP, at de for tiden ikke har nogen informationer om, hvor Santiago Sanchéz befinder sig. Sagen er overgivet til den spanske ambassade i Iran.

Sanchéz menes at have vandret ind i Iran 1. oktober.

Det er, bare to uger efter at voldsomme demonstrationer brød ud i landet, efter at den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.

I forbindelse med de iranske myndigheders forsøg at hæmme demonstranterne har store dele af internettet været utilgængeligt i landet siden sidst i september. Det gælder blandt andet netop WhatsApp og Instagram.

Ifølge AP er Iran det sidste land, Sanchéz skal igennem, inden han kommer til VM i Qatar. De to lande er adskilt af Den Persiske Golf.

/ritzau/