Spansk parlament suspenderer nyvalgte fængslede cataloniere
Cataloniens tidligere vicepræsident Oriol Junqueras var blandt de fire parlamentsmedlemmer, der tirsdag blev taget i ed. Fredag er han blevet suspenderet. Foto: Angel Navarrete/Ritzau Scanpix
Angel Navarrete/Ritzau Scanpix
Tirsdag forlod fire cataloniere fængslet for at blive taget i ed til parlamentet. Fredag er de suspenderet.
Det spanske parlament har suspenderet fire catalanske politikere - heriblandt Cataloniens tidligere vicepræsident Oriol Junqueras.
Det oplyser parlamentets formand, Mertxell Batet, fredag.
De fire blev ved sidste måneds valg i Spanien valgt til parlamentet.
Det skete, mens de fortsat sidder fængslet og afventer retsforfølgelse i forbindelse med en løsrivelseskrise i den nordøstlige spanske region i 2017.
Spaniens Højesteret tillod tirsdag de fire politikere at forlade fængslet for en kort stund. Her blev de taget i ed til parlamentet.
Det er nu op til de fire suspenderede politikere at beslutte, om deres sæder i parlamentet skal stå tomme, eller om de vil lade andre politikere komme til.
Hvis de forbliver ubesatte, kan det vise sig at være en fordel for premierminister Pedro Sanchez, der i øjeblikket forsøger at sikre sig genvalg efter valget i slutningen af april. Det vurderer nyhedsbureauet Reuters.
I så fald vil antallet af parlamentsmedlemmer nemlig falde, og han vil måske kunne klare sig uden opbakning fra det catalanske løsrivelsesparti ERC.
Tilbage i 2017 afholdt Catalonien den 1. oktober en folkeafstemning om løsrivelse fra det øvrige Spanien. Afstemningen var erklæret forfatningsstridig af den spanske forfatningsdomstol.
Afstemningen udløste en af de værste politiske kriser i Spanien i mange år.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker