Spansk stjernedommer frikendt

Anklagerne mod den 56-årige Garzon gik på, at denne ikke havde beføjelser til at give ordre til en strafferetslig efterforskning af 114.000 menneskers forsvinden under den spanske borgerkrig i årene 1936-39 og under Francos efterfølgende militærdiktatur frem til 1975.

Med ordren skulle Garzon have brudt en amnesti, der blev givet i 1977 - to år efter Francos død.

Seks af de syv dommere i den spanske højesteret gik ind for en frikendelse af den 56-årige, som nu kan genoptage sin karriere, der har været sat i stå under en lang række retssager.

Garzon har fastholdt, at der var tale om forbrydelser mod menneskeheden, som ikke var omfattet af amnestien.

Den spanske stjernedommer og menneskeretsaktivist blev internationalt berømt, da han retsforfulgte Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet i 1998.

/ritzau/AFP

Spaniens øverste domstol frikendte mandag den fremtrædende menneskerettighedsdommer Baltasar Garzon for anklager om at have misbrugt sin magt i forbindelse med en amnesti.

Offentliggjort Sidst opdateret