Spansk tyrefægter snubler og bliver stanget ihjel i Frankrig
Den spanske tyrefægter Ivan Fandino, der her ses på et billede fra en festival i Pamplona i 2016, blev lørdag dræbt af en tyr i det sydlige Frankrig. Foto: /ritzau/AP/Alvaro Barrientos
/ritzau/AP/Alvaro Barrientos
36-årige Ivan Fandino snublede lørdag i ringen og blev stanget ihjel under tyrefægterfestival i Frankrig.
En spansk tyrefægter mistede lørdag livet, da han snublede i arenaen og blev stanget i brystet af en tyr i det sydvestlige Frankrig.
Det skriver lokale medier ifølge AFP og Reuters.
Den 36-årige Ivan Fandino blev bragt til det nærtliggende Mont de Marsan-hospital, men blev erklæret død kort efter ankomsten.
Det skriver det spanske nyhedsbureau Efe.
Fandino snublede i en kappe, der bruges til at lokke og distrahere tyren.
De chokerede tilskuere var derefter vidner til, at tyren angreb matadoren, der først blev kastet op i luften.
Dernæst angreb tyren igen og spiddede Fandino i den ene side af overkroppen med sit horn, skriver Efe.
Den baskiske tyrefægter deltog i en tyrefægterfestival i Aire-sur-l'Adour i Frankrig sammen med to andre tyrefægtere - Juan Del Alamo og Thomas Dufau.
Ivan Fandino, der har været professionel matador i 12 år, er den anden spanske tyrefægter, der er er blevet dræbt i ringen det seneste år.
I juli mistede den 29-årige Victor Barrio livet, efter at han blev stanget af en tyr i ringen. Det var første gang siden 1992, at en professionel spansk tyrefægter blev dræbt i ringen.
Tyrefægtning er lovligt i flere dele af det sydlige Frankrig. Omkring 1000 tyre bliver hvert år dræbt i ringen som en del af den såkaldte sport.
Dyrevelfærdsorganisationen Humane Society International skriver i en meddelelse:
- Matadorens død er en tragedie. Men for de 1000 tyre, der brutalt bliver dræbt i fransk tyrefægtning hvert år, er hver kamp en tragedie, da de ikke har mulighed for at slippe for en langtrukken og smertefuld død.
Hvert år omkommer adskillige mennesker i forbindelse med spanske sommerfestivaler, der blandt andet involverer tyreløb gennem bygaderne.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker