Spanske geologer omkommer under minekollaps i 900 meters dybde
En ambulance på vej ind til en mine ved byen Suria nord for Barcelona, hvor tre geologer - to af dem studerende - torsdag mistede livet. Det skete, da en minegang dybt under jorden kollapsede. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
De tre omkomne i spansk mine var i gang med at foretage opmålinger, da en minegang kollapsede.
Tre geologer har mistet livet ved en mineulykke i Suria i den spanske provins Catalonien.
De befandt sig i 900 meters dybde, da en minegang kollapsede, oplyser fagforeningen USOC.
Der er tale om en af Vesteuropas største saltminer, hvor der udvindes kaliumkarbonat.
Ulykken skete klokken 9 torsdag formiddag, oplyser redningsarbejdere.
To af de døde var geologistuderende på Cataloniens polytekniske universitet.
Minen ligger 80 kilometer nord for Barcelona. Den blev senest inspiceret af myndighederne i februar uden anmærkninger.
De tre døde var i gang med at lave opmålinger nede i 900 meters dybde, da dele af minen kollapsede.
Ifølge tv-stationen RTVE kunne det have udviklet sig meget værre.
På det tidspunkt, hvor kollapset i minen skete, plejer mellem 200 og 300 minearbejdere at være i sving under jorden.
Men på grund af det topografiske arbejde, som de tre geologer var i gang med, var ingen tilsyneladende i gang med at arbejde nede i minen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker