Spanske soldater trækker sig delvist ud af Irak
Irakiske sikkerhedsstyrker ses her ved Ain Al-Asad-luftbasen i Irak kort før nytår. Basen blev natten til onsdag angrebet af Iran (Arkivfoto). Foto: Thaier Al-Sudani/Reuters
Thaier Al-Sudani/Reuters
Efter de seneste dages store spændinger i området vælger Spanien at trække dele af landets styrker ud af Irak.
Spanien har besluttet sig for delvist at trække landets styrker ud af Irak.
Det siger den spanske vicepremierminister, Carmen Calvo, onsdag som følge af flere dages store spændinger i området.
Flere spanske soldater vil blive sendt til Kuwait, mens et "reduceret antal" vil forblive i Irak, lyder det fra vicepremierministeren.
Uroen i området er opstået, efter at USA fredag i et droneangreb dræbte den magtfulde iranske militærleder Qasem Soleimani.
Det fik Iran til natten til onsdag at angribe to luftbaser i Irak.
Blandt dem var luftbasen Ain Al-Asad i det vestlige Irak.
Her befinder flere soldater fra den internationale, USA-ledede koalition mod den militante gruppe Islamisk Stat sig.
Også Tyskland har besluttet at trække landets styrker delvist ud af Irak.
Det meddelte forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer og udenrigsminister Heiko Maas natten til tirsdag til den tyske Bundestag. Det skriver den tyske avis Der Spiegel.
Omkring 30 soldater fra det tyske forsvar, Bundeswehr, bliver flyttet fra Irak til Jordan og Kuwait, siger en talsmand fra forsvarsministeriet til AFP.
Det irakiske parlament vedtog søndag en resolution, der opfordrede landets regering til at sende alle udenlandske styrker ud af Irak.
Mandag forlød det så, at hele den USA-ledede koalition var på vej ud af Irak. Men det skyldtes angiveligt et brev, der blev sendt ved en fejl.
- Det var en fejl, en ærlig fejl, en kladde til et usigneret brev, fordi vi flytter styrker rundt, sagde Mark Milley, stabschef for USA's væbnede styrker, til journalister ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Ifølge Forsvaret er der omkring 130 danske soldater udstationeret i Irak.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker