SPD-kandidat har medvind og satser på rød-grøn tysk regering
Den tyske kanslerkandidat Olaf Scholz taler her ved et kampagnearrangement i byen Leipzig. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Efter gode målinger håber SPD's Scholz på rød-grønt samarbejde. Kanslerkandidaten ser flere fælles interesser.
Den socialdemokratiske tyske kanslerkandidat, Olaf Scholz, håber på at kunne danne regering med partiet De Grønne efter det tyske valg 26. september.
Det siger han søndag i et interview med Tagesspiegel.
Scholz og SPD har i den seneste måling et forspring på fem procentpoint til forbundskansler Angela Merkels konservative CDU/CSU.
Men målinger tyder stadig på, at De Grønne og SPD vil få brug for et tredje parti for at kunne danne et stabilt flertal
- Jeg vil gerne regere sammen med De Grønne. Det har jeg aldrig ladet der være nogen tvivl om. Jeg har allerede arbejdet sammen med De Grønne i diverse regeringer - i forbundsregeringen såvel som i Hamburg, siger han til avisen.
- Vi er forskellige partier. Vi har forskellige mål. Men vi har også mange overlap, siger Scholz, der aktuelt er finansminister i Merkels regering og vicekansler.
Både SPD og De Grønne ønsker at hæve den nationale minimumsløn til 12 euro (cirka 89 kroner) i timen fra de nuværende 9,60 euro (cirka 71 kroner).
Derudover vil begge partier hæve skatter for de allerrigeste, accelerere den grønne omstilling og øge den europæiske integration.
Mens Scholz har medvind i målingerne, planlægger Merkel at træde tilbage efter 16 år på kanslerposten og fire nationale valgsejre i træk.
Under den nye kanslerkandidat Armin Laschet er den konservative blok gået tilbage i målingerne.
Analytikere peger på, at der kan vente usædvanligt vanskelige tyske regeringsforhandlinger efter valget med mulighed for flere koalitioner.
I den seneste måling fra analyseinstituttet Insa for avisen Bild am Sonntag står SPD til 25 procent af stemmerne, og CDU/CSU står til 20 procent.
Derudover står De Grønne til 16 procent af stemmerne, liberale FDP til 13 procent, højreorienterede AfD står til 12 procent, og venstreorienterede Die Linke står til 7 procent.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker