Spionrygte tvang fly ned: Nu raser sydamerikanske ledere
Statsledere fra op til 12 lande i Sydamerika er indkaldt til et krisemøde torsdag, efter at et fly med Bolivias præsident, Evo Morales, blev tvunget til at lande i Østrig på vej hjem fra Rusland.
Desuden blev flyet beordret til at holde sig væk fra luftrummene i flere europæiske lande.
Hændelsen har fået handelsorganisationen Unasur til at hasteindkalde lederne fra de 12 medlemslande til et møde. Sent onsdag havde seks ledere bekræftet deltagelse i mødet, der finder sted i Bolivia.
Organisationen fordømmer, at Morales' fly tirsdag blev tvunget til at mellemlande i Wien på grund af mistanke om, at den spionsigtede amerikaner Edward Snowden befandt sig på flyet.
Onsdag eftermiddag fik flyet lov til at gå i luften igen. Inden havde Morales på et pressemøde rasende kommenteret begivenheden.
- Det er ikke alene en fornærmelse mod præsidenten, men mod hele det latinamerikanske folk, hele Latinamerika, sagde Morales og tilføjede, at han var "bortført" i 13 timer.
Morales vendte også sin vrede mod regeringerne i Portugal, Frankrig, Spanien og Italien, som alle lukkede luftrummet for præsidentens fly.
- Det var en fjendtlig handling, som er umulig at retfærdiggøre, hedder det i protesten fra Unasur.
Det vides ikke, hvorfra mistanken om, at Snowden skulle være om bord på flyet, kommer. Amerikaneren har siden forrige søndag befundet sig i et ingenmandsland i transitområdet i den internationale lufthavn i Moskva.
Bolivia overvejer at klage til FN over luftblokaden mod præsidentflyet.
Ifølge landets udenrigsministerium blev flyet ikke gennemsøgt af østrigske myndigheder under det tvungne ophold.
Frankrigs præsident, François Hollande, beklager udelukkelsen af Morales' fly fra det franske luftrum.
- Der var modstridende oplysninger om, hvem der var om bord. Da jeg fik at vide, at det var Bolivias præsident, gav jeg straks tilladelse til, at det kunne overflyve fransk territorium, sagde han.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde