Hvis du nogen sinde har set en koldkrigsthriller, vil du måske se visse paralleller mellem filmen og den nye spionsag fra USA, hvor myndighederne har anholdt 11 russere for spionage.
Men spekulationer om, at sagen vil udvikle sig til en ny Kold Krig er helt utænkelig, vurderer centerlederen for Center for koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, Erik Kulavig.
- Der er ingen grund til at tale om en ny kold krig. Da Den Kolde Krig stod på, var der en klar konflikt mellem to ideologier. Men denne stridsøkse er i dag lagt på hylden. USA og Rusland så afhængige af hinanden, at denne sag ikke vil føre andet med sig end udvekslinger af diplomatiske noter, siger Erik Kulavig.
Natten til tirsdag dansk tid anholdte amerikanske myndigheder 10 russere for at spionere i USA til fordel for Rusland. Sagen omfatter blandt andet kodede radiosignaler, falske identiteter og skjulte videokameraer på hotelværelser.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er de anklagede en del af en tophemmelig spionring, der havde falske amerikanske og canadiske identiteter. Anklageskriftet anklager de 10 russere for at indsamle oplysninger om USA for Rusland.
Trods disse opsigtvækkende oplysninger maner Erik Kulavig til besindighed.
- Disse spioner - eller agenter - er efterdønninger af den russiske efterretningstjeneste KGB, der havde sin storhedstid under Sovjet. De anholdte har sikkert ikke spioneret af politiske grunde men af økonomiske interesser, siger Erik Kulavig.
Rusland har tidligere haft spioner udstationeret i udlandet. Blandt andet har Georgien anklaget Rusland for at sende fire spioner til landet tilbage i 2006. USA har seneste haft besøg af russiske spioner tilbage i 2001.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde