Spirituel rådgiver vil være præsident i stedet for Biden
Marianne Williamson (t.v.), der her er fotograferet med den nuværende præsident, Joe Biden, under Demokraternes valgkamp i 2019, vil gøre endnu et forsøg på at blive valgt som USA's præsident - til trods for, at hun ikke fik den store opbakning i 2019/2020. Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix
Første udfordrer har meldt sig i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget om 20 måneder.
Forfatter og spirituel rådgiver Marianne Williamson stiller op til primærvalg i Det Demokratiske Parti forud for USA's præsidentvalg i 2024.
Det meddeler hun lørdag i en valgvideo på Twitter.
Williamson er den første, der melder sig i det langvarige ræs om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november 2024.
Og dermed er hun den første demokrat, der formelt udfordrer den siddende præsident, Joe Biden.
- Vi er alle i stor taknemmelighedsgæld til præsident Biden for at have vundet over præsident Trump i 2020, siger Williamson i videoen.
Men for at slå Det Republikanske Parti - "med alt det, de vil kaste efter os i 2024" - er det nødvendigt at tilbyde vælgerne omfattende økonomiske reformer og et opgør med uligheden, mener Williamson.
I et interview med tv-stationen NBC News fredag understregede hun, at det ikke er den siddende præsident, hun går imod.
- Jeg udfordrer ikke Joe Biden. Jeg udfordrer systemet, lød det fra Williamson.
Den 80-årige Biden har endnu ikke meddelt, om han genopstiller. Men han har kraftigt antydet det.
På republikansk side har flere meldt sig på banen til primærvalg i håb om at blive partiets præsidentkandidat. Blandt dem er Donald Trump, der vil forsøge at besejre Biden og vende tilbage til Det Ovale Værelse.
70-årige Marianne Williamson, der primært var kendt som forfatter af selvhjælpsbøger, inden hun gik ind i politik, var en af de omkring 20 håbefulde, der stillede op til Demokraternes primærvalg i 2020.
Her blev det som bekendt Joe Biden, der vandt nomineringen og blev partiets præsidentkandidat.
Marianne Williamson fik en meget beskeden opbakning og kastede håndklædet i ringen i begyndelsen af januar 2020.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker